Det er en herlig tid i vores to haver her i oktober. Selvom det har stormet og regnet som en gal de seneste par uger, er der også mange lykkestunder såvel i vor store have her i det nordjyske som i vor engelske have ved Rude Strand ud til Aarhus-bugten.
Min trofaste lommekalender ”Natur17Lommekalender”, som jeg har fulgt i årevis, kan fortælle, at dagen er aftaget 6 timer og 37 minutter – ligesom den fortæller, at ”(…) i efterårsblæst leger alliker og råger i vinden”.
Her på Nordgården ved Jammerbugt er det nu stadig tranerne, der trompeterer højlydt hen over Porsemosen mod nord og Egeskoven mod øst og pjasker rundt i de to små søer, som vi kalder Tranekæret. Og netop i disse dage har vi kommunen på besøg med deres rendegravere, der sørger for, at vores to smalle kilometerlange grøfter – ”Bette Snever” og ”Store Snever” – kan modtage efterårets dynger af regnvand og føre det ud i vildmosen, Ryå og Limfjorden. Det er da en gave!
Men sikke efterårsdage det har været. Storm, ja næsten orkan. Haglbyger, lynnedslag – et hus brændte i går oppe ved Brønderslev. Man bliver taknemmelig for de fredelige øjeblikke, der indimellem optræder i vore haver.
Vi har flere steder, hvor vi kan sidde i læ, og det, der glæder øjet lige nu, er vore ingefærplanter (Arum maculatum), plettet arum, der står overalt med deres røde, giftige bær på deres kolber.
Vi har plantet dem på steder, hvor vore børnebørn sjældent går, og hvis; da altid ifølge med en voksen. De røde bær afsætter frø og planter til næste år.
Og er der noget, der glæder mig i disse uger, er det at sidde med havebøger, der fortæller planternes historie. Ikke mindst Henning Knudsens ”Flora Danica” fra Lindhardt og Ringhof eller Gyldendals nye tre-bindsværk af Per Hartvig ”Atlas Flora Danica”, der med præcision fortæller, hvor hver enkelt plante gror i Danmark.
Dansk ingefær er fundet på 590 lokaliteter i Danmark. Vi er også nævnt i bogen, bind tre, side 839. Mange lykkelige læseaftener kan gå med det værk, skriver Dansk Botanisk Forening.
Det stormende uvejr har også betydet, at vi har haft nok at se til med vor nye krukkehave. Krukkerne har ligget væltet om morgenen, når vi går vores formiddagstur. Det er blandt andet krysantemum og hængepil, men heldigvis er der ikke sket nævneværdige skader.
En historie for sig er solsikkerne! I foråret plantede vi 30-40 solsikkefrø, og de fleste er blevet til noget. Mindst 25 af solsikkerne (helianthus) har stået ganske pragtfuldt mellem to af vore drivhuse. Det er utroligt, hvad sådan et et-årigt frø kan præstere.
Nogle af solsikkerne er blevet over to meter høje – de fleste dog 1,5 meter høje. Blomsterkurvene er på 15-20 centimeter i diameter. Det er en af oktoberhavens store glæder at sidde på sin havestol og følge den mægtige plante svaje stille fra side til side. Jeg elsker denne plante!
Men så kom stormen, eller ”resterne” af den mægtige storm ovre fra Vestindien og Cuba. Og da gik det galt. Halvdelen af solsikkerne lagde sig hen over græsset, knækket. Gudrun og jeg samlede dem op og skar stænglerne til, så de kunne stå i høje gulvvaser. Så nu står de herinde i stuerne. Så smukt! Det er næsten, som om malerne van Gogh og Johannes Larsen har været her!