Guide til efterårshimlen: Sådan får du øje på de klare stjerner og lysende stjerneskud

Efteråret er over os, og vi går mod mørkere tider. Men klare stjerner og en sværm af lysende stjerneskud kommer til at præge oktobers og novembers himmel

Guide til efterårshimlen: Sådan får du øje på de klare stjerner og lysende stjerneskud
Foto: Carolyn Kaster, AP/ritzau.

Nu er ”Sommertrekanten” rykket til den sydvestlige aftenhimmel. Men inden vi slipper den klassiske figur helt, finder vi i den nederste venstre del af området nogle små, interessante figurer. Det lille stjernebillede Delfinen er relativt let at identificere. Det ligner meget godt det velkendte, intelligente og legesyge pattedyr, når det springer op af vandet med sit trapezformede hoved i front. 10 grader til højre for Delfinen, det, der svarer til et par felter i håndkikkert, får man let øje på stjernebilledet Pilen, der også står 10 grader over den klare stjerne Altair i Ørnen. Har man indstillet en håndkikkert på Pilen og rykker yderligere ét felt mod højre, dukker en besynderlig stjernefigur op. Fem næsten lige klare stjerner står på en ret linje, og lige under dem ses en lille krog af tre stjerner, der ligner en omvendt bøjle. Et navn, den også er kendt under blandt mange astronomer. Der skal minimum en håndkikkert til, fordi de otte stjerner er på grænsen af, hvad det ubevæbnede øje kan se.

Højt i sydøst står Pegasusfirkanten og Andromeda. I den græske mytologi var Pegasus den vingede hest, som Perseus kom flyvende på, da han reddede kongedatteren Andromeda fra at blive ofret til havuhyret Cetus (Hvalfisken), der ses lavere ved den øst-sydøstlige horisont.

I Hvalfisken findes en meget speciel stjerne, der har navnet Mira. Navnet antyder, at der her er tale om noget særligt. Den er ofte beskrevet som ”den vidunderlige” eller ”forunderlige”. Mira er for det meste usynlig for det blotte øje, men med cirka 330 dages mellemrum lyser den op og kan måske blive lige så klar som de fire stjerner, der danner Pegasusfirkanten. Sidste gang, den lyste op, var i januar/februar, så måske kan vi se den igen i december. Allerede i det 15. århundrede havde en hollandsk astronom, David Fabricius, opdaget, at denne stjerne var meget speciel. Når Mira er i maksimal lysstyrke, har den et klart, rødligt skær. Der er nemlig tale om en rød kæmpestjerne, som er mindst 300-400 gange så stor som vores egen stjerne, Solen.

Går vi lidt højere op på nattehimlen i øst, støder vi på den græske mytologis agent 007 – den føromtalte Perseus. Her sidder stjernen Algol, der også varierer i lysstyrke. Det arabiske navn Ra’s al-Ghul (Dæmonens hoved) fortæller lidt om, hvor tidligt man har været opmærksom på lysvariationerne. I modsætning til stjernen Mira, er Algol relativt klar og minder om stjernen i den nærmeste ende af stjernerækken i Andromeda. Når den med godt to og en halv dages mellemrum daler til det halve i lysstyrke, svarer klarheden til den stjerne i Perseus, der ligger lige over Algol. Årsagen til Algols variationer er ikke ustabilitet. Her er der tale om en såkaldt formørkelsesvariabel, hvor en svagere stjerne i deres indbyrdes kredsløb formørker hovedstjernen i dette dobbeltstjernesystem.

Den 21. november kan man fra omkring kl. 22.30 se en større stjerneskudsaktivitet. Som navnet på sværmen antyder, synes sværmens meteorer at radiere fra et punkt højt i stjernebilledet Orion. Radianten dukker først op over den østlige horisont omkring kl. 22, hvorefter stjerneskuddene har mulighed for at ramme den del af atmosfæren, der ligger over Danmark. Betingelserne er gode i år, fordi Månen er gået ned i vest før kl. 20.

Materialet, der rammer Jorden, følger nogenlunde Halleys komets bane om Solen, hvorfor disse rester stammer fra denne komet. Der forventes en aktivitet på op til 25 meteorer i timen om natten mellem den 21. og 22. oktober.

Venus er dominerende morgenstjerne mellem sydøst og øst fra omkring kl. 6 til en time før solopgang. Retter man blikket otte-ni grader op til højre for Venus, står den orange Mars, der dog slet ikke kan konkurrere med Venus i klarhed.

En speciel situation kan opleves om morgenen den 13. november. Her står de to klareste stjernelignende objekter, Venus og Jupiter, kun en fjerdedel grad fra hinanden. Vi må håbe på godt vejr til denne begivenhed. Retter man blikket mod syd-sydvest, kan man om aftenen en time efter solnedgang stadig se Saturn, og den 24. oktober i selskab med den fire-fem dage gamle måne. Afstanden mellem dem denne aften er to-tre grader.

Bjørn Franck Jørgensen er tidligere direktør for Tycho Brahe Planetariet.