Efterlysning: Hvad er historien bag fliser med bibel- og salmevers?

Stenen ved Lerchehuset i Jyderup.
Stenen ved Lerchehuset i Jyderup. Foto: Rikke Klindt.

I skovbrynet på Møllevej syd for Jyderup i Holbæk Kommune står en sten, hvorpå der er en brun flise med et salme- og et bibelvers. Der står en tilsvarende på Lerchehusets plæne ud i Jyderup. Men hvem har sat dem op? Det vil læser Linda Baarsgaard, der er organist ved Hvalsø Kirke, gerne have svar på, skriver hun i en mail til Bagsiden:

”Jeg passerer dem ofte på vej til arbejdet og har nydt den smukke sammenstilling af bibel- og salmevers,” skriver hun og fortsætter: ”Kunne I hjælpe med at opklare baggrunden? Hvem har taget initiativ til indskrifterne og med hvilket formål?”.

Alt, hvad Linda Baarsgaard ved, er, at Lerchehuset i Jyderup fra 1891 var et rekonvalescenthjem for svagelige kvinder. Det blev opført på initiativ af komtesse Agnes Henriette Flemmine Emma Lerche og blev i 1938 skænket til Diakonissestiftelsen, som drev det til 1982.

Har du oplysninger om historien bag fliserne og deres indskrift? Så skriv til bagsiden@k.dk