Prøv avisen

Efterlyst rim om bjørnen som rytter er nu fundet

Illustration: Peter M. Jensen

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags en efterlysning af en remse eller et rim, som en 94-årig læsers far lærte i skolen. 45 hjælpsomme avislæsere har reageret og fundet frem til remsen, som kan læses nedenfor. Kristeligt Dagblad takker for de mange henvendelser

Digtet er skrevet af Hans Vilhelm Kaalund (27.6.1818-27.4.1885), som var dansk maler, digter og forfatter. Som forfatter og digter gjorde han sig især i dyrefabler. Her var han meget inspireret af sit barndomshjem i København, hvor der var et rigt dyreliv omkring ham.

En Bjørn en Gang gik ud paa Rov:
da traf den paa en Nordbak liden,
som tøjret stod bag ved en Skov,
thi det var just i Sommertiden.
Da Bjørnen nu var meget flov
og, skjønt et ærligt Skind for Resten,
ej kjendte Pligterne mod Næsten,
den mente, at den havde Lov
at tage for sig frit af Hesten
en lille Bid til Husbehov.Og flux begyndte der en Jagen,
et Vædeløb, som gik i Ring
med slig en Fart omkring, omkring.
saa man vist aldrig har set magen;
det kunde varet hele Dagen
og blevet dog til Ingenting.
Men Bjørnen gjorde snildt et Spring
til Siden, det forandred Sagen.
Thi Hesten, som var i Galop,
fik ikke Tid at holde op,
før Bjørnen med et vældigt Hop
alt sad den over Skrævs paa Bagen
med sin uhyre laadne Krop.Af Raseri fik Hesten Kræfter;
den sprængte til, saa Tøjret brast,
og jog af Sted med Vindens Hast
den kjendte Vej ad Hjemmet efter.Forbløffet holdt sig Bjørnen fast,
den havde aldrig lært at ride,
Ballancen var dens svage Side;
og uden Sadel, kjære Børn!
det kan I alle sagtens vide,
det var for meget for en Bjørn.Dog var der ikke Tid til Dumpen,
thi lystig gik det hop hop hop
af Sted i susende Galop
igjennem Krattet, langs med Sumpen
og Bakke ned og Bakke op,
saa Bjørnen, der forstødte Gumpen
ved den forfærdelige Humpen
og ikke kunde raabe stop,
fandt Farten næsten mer end lumpen.Den vilde hjem, den vilde ned,
den havde faaet nok af Spøgen
og fnyste overmaade vred.
Men da den skued Skorstensrøgen,
og Byen og det aabne Led,
da svandt dens Bjørneværdighed,
da løb den Alting rundt i Panden,
og ud sprak Angstens kolde Sved,
ja den gik næsten fra Forstanden.Nu skulde det sig netop hænde,
at Hestens Ejer Bonden stod
foran sin Gaard og kløved Brænde;
sin Nordbaks Løb han kunde kjende:
trap, trap, det var dens lette Fod.
Forundret monne han sig vende,han saa og saa igjen og saa
ja vist, der kom jo Hesten henne;
men hvem var Rytteren derpaa?Eja, hvor maatte Bonden grine,
da Bjørnen først saa nær ham kom,
at han fik set dens sære Mine;
han lo, saa han fik Mavepine;
han lo og holdt sig paa sin Vom,
indtil han næsten tumled om;
dog var det bedste end tilbage.
Thi hør nu Løjer! Alle Dage
var Porten lukt for Bondens Hjem;
ikkun en Laage eller Lem,
hvorledes man det nu vil tage,
tillod den lille Hest at jage
der ind i Gaarden lige frem,
og denne Vej var ganske nem
for Hesten men for lav desværre
for den ubudne laadne Herre.Maaske, hvis han med megen Hast
behændig havde Panden bukket
og siddet ret i Sadlen fast.
at han foruden Overlast
der ind i Gaarden kunde stukket.
Men Bamsen Øjnene kun lukked
og lod staa til; om Gaardens Port
hvad eller og hans Bjørnehoved
var af det bedste Tømmer gjort,
derpaa var snart Forsøget vovet.Det var et Skrald, det var et Brag,
som før ej hørtes nogensinde
paa denne Side Dommedag.
En Kat faldt ned fra Husets Tag
af Skræk, og Hønsene derinde,
som soled sig paa deres Pinde,
fløj op til Husets Dueslag
og dansed som for Hvirvelvinde.
Dog Porten holdt, og Huset stod:
men Bjørnen, som løb Panden mod
og drak den frygtelige Skalle,
var værst dog faren af dem alle,
thi han slap ej med Næseblod.
Han blev aldeles flad paa Snuden,
og Panden brast, skjønt den var tyk;
saa mistede han desforuden
det øverste af Hovedhuden,
som Bondekonen, hvem hint Tryk
mod Porten lokked hen til Ruden,
antog for Rytterens Paryk;
kort, Bjørnen dratted paa sin Ryg
og opgav Aanden med en Tuden,
som Lenkehunden selv fandt styg.At Bonden fik en Vinterfrakke,
en laaden Vams for Regn og Blæst,
se, derfor kunde han sin Hest,
sin raske lille Nordbak takke.