Sprogklummen: Egon Olsen gav klamphugger en ny betydning

Klamphugger var engang et skældsord, men i dag anser mange det for et morsomt og måske endda et hyggeligt ord

Egon Olsen overrasket på Nytorv i København med en håndfuld bananer i den første film om Olsen-banden fra 1968. Egon Olsen var glad for ordet ”klamphugger”.
Egon Olsen overrasket på Nytorv i København med en håndfuld bananer i den første film om Olsen-banden fra 1968. Egon Olsen var glad for ordet ”klamphugger”. . Foto: Svend Aage Mortensen/Ritzau Scanpix.

Klamphugger var engang et alvorligt skældsord. Det betød, at man var en sjuske, der ikke kunne sit håndværk, og det kunne afstedkomme afstraffelse, hvis en lærling havde gjort sig fortjent til at blive kaldt en klamphugger.

Ordet kommer af et tysk eller frisisk ord, klamphauer , hvis første led betyder en klampe, altså et stykke træ, og henviser til de træstykker, man sætter under træsko. Mens anden del af ordet, hauer , betyder hugger. En klamphugger er altså en fumlefinger, der kun kunne finde ud af at hugge træstykker og klamper. Ordet trivedes både som skældsord og som betegnelse for ikke-uddannede tømrere i 1800-tallet. I en bog om håndværk og om et skibsbyggeri hedder det: ”De tilfældig hjemmeværende unge Sømænd, største Delen Tømrerlærlinge eller som de kaldtes ’Klamphuggere’, fordi de endnu ikke vare Tømrermænd.”

I dag opfattes ordet primært som morsomt, og her har en vis Egon Olsen nok et stort ansvar. Det går jo galt gang på gang for den berømte og folkekære Olsen-Bande, og så får Kjeld og Benny og ”kvindemennesket” Yvonne som regel en ordentlig verbal omgang: ”Så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater.”

Den remse kan alle os, der elsker den lille Chaplin-agtige skurk med de store planer, nok udenad. Jeg er endda overbevist om, at også socialdemokrater og pædagoger elsker remsen, der er fornem dansk velfærdshumor. Sådan kan et skældsord blive herlig humor i stedet for en mesters oplæg, til når tømmerlærlingen stod til et par flade.

Når jeg nu er gået i gang med at skrive om Olsen-Banden, så kan jeg ikke tilbageholde en lille genfortælling af min yndlingsscene. Den er fra ”Olsen-Banden i Jylland”, hvor Egon og kompagni er taget til vestkysten for at finde en guldskat i en bunker. Den lokale Mads Mangepenge har luret, at de der ”kjøwenhavnere” er ude på noget, så han prøver at pumpe dem for oplysninger ved at kalde dem ”eksperter og specialister” på bredt nørrevestjysk. De tre københavnere tror faktisk, han roser dem, og de står og soler sig i hans ord. Men hvad de ikke ved, er, at ”specialister” og ”eksperter” er de værste skældsord, der findes i det folkelige vid på de kanter! I myternes Vest- og Nørrejylland kan man ikke lide specialister og eksperter. De er klamphuggere og kommer formentlig fra kommunen eller skattevæsenet eller det, der er værre.

Nå, godt ord igen! Sådan kan vi lege en leg om forskelle i sproget, der er mere symbolske og fortalte end virkelige. Sådan er det med hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater. Det er en leg med skældsord, som er kærligt ment i modsætning til politiske udmeldinger om ghetto-danskere og andre dybt krænkende betegnelser, som luften er alt for fuld af.