Eksistens, naturvidenskab og livsanskuelser

Kristeligt Dagblad og Rønshoved Højskole – Højskolen ved Flensborg Fjord arrangerer i fælleskab kurset: Eksistens, naturvidenskab og livsanskuelser fra den 20.-26. marts 2017

Rønshoved Højskole, hvor kurset holdes, ligger naturskønt ned til Flensborg Fjord.
Rønshoved Højskole, hvor kurset holdes, ligger naturskønt ned til Flensborg Fjord. . Foto: Kristina Lohe.

”Min sjæl, hvad vil du mere?”, spurgte Thomas Kingo, hvortil Dan Turell fiffigt svarede: ”Bare mere”.

Vi vil netop stille skarpt på dette mere. Hvad er det, der gør, at vi aldrig bliver færdige med at tage vores eksistens under nærmere øjesyn? Og under hvilken belysning fremstår vores liv klarest?

Med livsoplysningen som fortegn og mål begiver vi os ud i eksistensens højder og dybder, hjørner og kringelkroge mellem himmel og jord. Alt sammen vil det danne forskellige indgange til at belyse det gådefulde liv, vi deler med hinanden.

Vi får besøg af mange spændende og interessante foredragsholdere, blandt andre professor i teologi Svend Andersen, Aarhus Universitet. Han vil fortælle om reli-gion og naturvidenskab. Modsætning eller samspil?

Vi har ligeledes inviteret lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Hans Jørgen Frederiksen, som vil fortælle om maleren Per Kirkeby og det byzantinske.

Det første naturvidenskabelige indslag i ugen kommer fra Morten Allentoft, forsker i fossilt DNA, adjunkt på Center for GeoGenetik ved Statens Naturhistoriske Museum. Han vil fortælle os om det fossile DNA – et vindue til fortiden. Vi vil også glæde os til at høre et foredrag om det grundtvigske, som Morten Kvist, valgmenighedspræst fra Herning har kaldt: Sakramental kristendom. Opbyggelighed og kritik, en inspiration fra Grundtvig.

Højskolelærer Andreas Pilekjær vil løfte en flig af sløret for et rigt univers inden for den jødiske teologi, der er en søsterreligion til kristendommen.

Midt i ugen er indlagt en eftermiddagstur til Sankt Hans Kloster (fra 1251) i Slesvig by. Her skal vi se lidt af klosteret og klosterkirken, der er fra begyndelsen af 1200-tallet, men også klosterhaven og den lille skulpturpark, hvor skulpturer tematiserer bibelske profetier og siden 2006 – også Bibelens dyr.

Det litterære bidrag kommer fra højskoleforstander Thue Kjærhus. Han vil tale om den italienske forfatter Elsa Morantes berømte bog: Historien. Vi vil gennem denne gribende klassiker komme omkring italienske skæbner under Anden Verdenskrig. En mesterlig familiekrønike, men også et mesterligt anklageskrift.

Musikken kommer i højsædet, når højskolelærer og musikhistoriker Tim Pohle fortæller os om Gustav Mahler og senromantikernes musik.

Kurset rundes af med professor i videnskabsteori ved Københavns Universitet Helge Kragh, der vil fortælle os om Big Bang – den kosmiske begyndelse. Helge Kragh jonglerer hjemmevant i alt fra Eratosthenes udregning af jordens omkreds i 240 f.Kr. til Lavoisers kemiske revolution i 1700-tallet og den besynderlige mørke energi, vi stadig ikke helt forstår. I dag skal det dog handle om Big Bang – den kosmiske begyndelse.