Ekstreme mængder af tidevand

Ikke mindre end en milliard kubikmeter vand strømmer to gange dagligt ind i og ud af det danske vadehav

De to billeder er taget ved Låningsvejen, der går fra fastlandet sydvest for Ribe over havbunden til Mandø. De illustrerer tydeligt forskellen på lavvande og ekstrem højvande. – Fotos: Svend Tougaard.
De to billeder er taget ved Låningsvejen, der går fra fastlandet sydvest for Ribe over havbunden til Mandø. De illustrerer tydeligt forskellen på lavvande og ekstrem højvande. – Fotos: Svend Tougaard.

Vadehavet er et ultradynamisk naturområde, konstant under forandring. Først og fremmest på grund af tidevandet, som kommer og går cirka to gange i døgnet. Store områder blotlægges ved lavvande, og områderne dækkes igen af vand ved højvande. Som besøgende spørger man uvægerligt sig selv, om disse vadeflader egentlig er land eller hav.

Tidevandet sørger for fornyelsen i Vadehavet: Nyt vand, ny næring, nyt liv. Tidevandet er Vadehavets puls – ja, uden tidevand ville vi slet ikke have noget vadehav.

Tidevand er en rytmisk hævning og sænkning af havoverfladen, og disse bevægelser skyldes såkaldte tidevandsbølger. Den fulde forklaring på tidevand er ret kompliceret, men forenklet sagt opstår fænomenet, fordi Jorden, Månen og Solen påvirker hinanden. To forskellige kræfter er i spil: Tyngdekraften og centrifugalkraften. Månens tyngdekraft er den væsentligste årsag til, at der opstår tidevand.

Vi har tidevand overalt på kloden, men af forskellige årsager, blandt andet vanddybden, varierer forskellen mellem højvande og lavvande meget de forskellige steder. Forskellen er under en halv meter på det åbne ocean, mens den i kystnære områder med lavere vanddybde som regel er højere. I Danmark ser man den suverænt største forskel mellem høj- og lavvande ved vadehavskysten.

Vadehavets tidevandsbølger begynder som en halv meter høj bølge i Nordatlanten og kommer ind i Nordsøen gennem den Engelske Kanal mod syd og farvandet mellem Skotland og Norge mod nord. De to bølger mødes, og den kombinerede tidevandsbølge strømmer derefter op langs Hollands og Tysklands kyster. Når bølgen passerer grænsen til dansk farvand, er den cirka 2,5 meter høj, inden den klinger ud til 0,5 meter ved Blåvandshuk.

Ved kraftige vestlige vinde presses vand fra Nordsøen ind mod kysten og giver en forhøjet vandstand, så både høj- og lavvande er højere end normalt. I disse situationer risikerer man de store, ødelæggende stormfloder, som gennem tiderne har kostet tusinder af både mennesker og dyr livet.

Men heldigvis er det som oftest mindre dramatisk, om end det er store kræfter, der er på spil. Især i de såkaldte tidevandsdyb, som løber mellem vadehavsøerne og forbinder selve Nordsøen med Vadehavet. Dybene er forholdsvis smalle, men – navnet siger det næsten – meget dybe sammenlignet med resten af Vadehavet. Listerdyb mellem Rømø og den tyske ø Sild er med sine cirka 30 meter dybest.

Det er igennem disse dyb, at tidevandet skal passere, og der er tale om ekstremt store mængder vand. Beregninger viser således, at en milliard kubikmeter vand to gange dagligt strømmer ind i og ud af det danske vadehav.

Et lille regnestykke kan måske illustrere, hvor meget vand det egentlig er:

Vi tager udgangspunkt i, at et menneskes daglige behov for væske anslås til to liter – og vi leger, at væsken godt må være saltvand: Hvis Jordens samlede befolkning på 7,614 milliarder skulle have deres væskebehov dækket af det tidevand, der strømmer ind i Vadehavet, hvor lang tid skal tidevandet så strømme, inden alle Jordens mennesker har fået hver deres to liter?

Det tager kun fem minutter og 42 sekunder!

Jens L. Hansen er kommunikationskonsulent i Nationalpark Vadehavet.