Der var knapt tre dages sejlads til den næste havn. Der skulle Henning Pedersen sys sammen. Undervejs mod havnen lå han med armen bundet næsten helt op i loftet og kunne betragte, hvordan blodet langsomt farvede forbindingen mere og mere rød. Der var god tid til at gruble over, om styrmanden nu også vidste, hvad han gjorde, eller om han faktisk lå der i køjen og lige så stille var ved at forbløde.
I 1961 stak den 20-årige Henning til søs for at opleve nye eventyr langt fra de danske kyster. Han blev forhyret som ungtjener på ØK’s store skib M/S Sargodha, som primært var et fragtskib, men som også havde en ”luksusafdeling” med plads til 12 passagerer. De blev betjent af en tjener, en ungtjener og en stewardesse. Alt hvad der krævedes for at blive ungtjener var, at man dels var ung, hvorfor hyren var temmelig lav, og at man dels kunne tale lidt engelsk. Henning var ung og kunne engelsk. Han var endda så heldig, at de første ture bragte ham helt til det fjerne Østen, Australien og New Zealand.
En dag til søs stoppede heldet umiddelbart. Skibet befandt sig midt i Det Indiske Ocean ud for Maldiverne. Her ramte det en mindre storm, der fik den mægtige båd til at vippe kraftigt. Trods den høje søgang, der sendte skumsprøjt højt op på skibets sider, bestilte nogle glade passagerer noget at drikke. To Carlsberg-øl til servering i salonen.
Henning stod klar til opgaven, der skulle få en noget anderledes afslutning end tidligere af slagsen og endda få en skæbnesvanger betydning. Men det vidste Henning ikke noget om, da han fandt øl frem fra køleskab og satte dem på en bakke. Han havde lært, hvordan drikkevarerne skulle serveres rigtigt. Han lagde, som altid, først et vådt viskestykke på bakken, så glas og flasker ikke skulle glide af i den temmelig høje søgang.
Pludselig vippede skibet en anelse mere end hidtil, og Henning mistede balancen. Han faldt! Og ikke bare en lille snublen, men på den måde, hvor alt det, man har i hænderne kastes op i luften, mens man selv er på vej i jorden. Bakke, flasker og glas fløj rundt i luften. Det er sikkert sket før om bord på et skib, men denne gang landede krop og glasflasker lige nøjagtig på en yderst uheldig måde. Flasken gik itu, og en skarp kant skar Henning dybt i underarmen, lige oven over håndroden. Det opdagede han dog ikke i første omgang.
Henning var besvimet. Da han vågnede lå han på en sofa i overstyrmandens kammer i færd med at blive forbundet. Styrmænd var uddannet i at håndtere uheld på et skib, så Henning var umiddelbart i gode hænder. Lidt efter lå han i sin egen køje uden smerter godt hjulpet af en kraftig morfinmedicinering. Så langt så godt. Og her kunne Henning sagtens ligge og komme sig i løbet af de knap tre dages sejlads til Aden, som var næste havn. Der skulle såret sys ordentligt sammen.
På et tidspunkt kiggede kaptajnen ned til Henning for at se, hvordan det gik den uheldige tjener. Det var faktisk lidt af en sensation, for skibets højere officerer lod sig så godt som aldrig se på mandskabsdækket, hvor Hennings kammer befandt sig.
Fremme i Aden, som er en havneby i Yemen ved det Røde Havs udmunding,lagde skibet til. Henning skulle finde en læge. Det skulle vise sig at blive mere vanskeligt end som så.
I Aden var der nemlig på det tidspunkt uroligheder. Yemenitterne gjorde alt for at smide englænderne, der endnu en kort årrække havde kommandoen der, ud af landet. Derfor var det farligt for enhver med europæisk udseende at færdes i byen, og Henning og de øvrige på skibet blev på det kraftigste frarådet at bevæge sig i land. Men det skulle Henning!
Han blev anbragt i en taxi og fik besked på at lægge sig ned på bagsædet, så han ikke skulle agere skydeskive for oprørerne. Chaufføren var sikh med en kæmpeturban, og han kørte stille og roligt gennem byen. Fra bagsædet af bilen fornemmede Henning den stegende hede og den voldsomme larm fra mennesker og trafik udenfor. Han kunne skimte forfaldne huse og vasketøj, der mange steder hang til tørre hen over gaderne – og en enkelt gang daskede et stykke tøj ned på forruden.
Henning var spændt på, hvor han blev bragt hen. Det havde overstyrmanden ikke fortalt noget om. Trafikstøjen og larmen fra gaderne blev gradvis mindre, og temperaturen blev efterhånden helt menneskelig. Bilen kørte tydeligvis opad. Til sidst standsede den, og Henning så to soldater komme hen for at tale med chaufføren. Han tænkte, at han nok godt kunne sætte sig op. Der var jo ingen by at se mere. De befandt sig i et bjerglandskab og tilsyneladende ved indkørslen til et militært anlæg.
De to engelske soldater løftede bommen, der spærrede vejen, og de kørte et lille stykke videre, hvor der så igen var en kontrolpost, de skulle igennem. De var ved et britisk militærhospital, hvor der udelukkende var folk i kitler og uniformer. Henning blev præsenteret for en afslappet og rolig læge, en højt distingveret englænder, lige netop den type, man altid forestiller sig, når tanken falder på Englands kolonitid. Ikke soldaten eller slavepiskeren, ikke udbytteren, men den, der som den naturligste ting i verden administrerer den femtedel af verden, Storbritannien engang rådede over.
For første gang i mange dage følte Henning sig fuldkommen tryg. Han var overbevist om, at den mand nok skulle finde ud af det hele, og snart var Henning syet sammen. Stingene skulle fjernes i første europæiske havn, som var Genova. Indtil da skulle han fritages tjeneste.
Undervejs gennem Det Røde Hav og Suezkanalen tilbragte han meget af tiden på agterdækket, hvor han hyggede sig med de søfyrbødere og matroser, der befandt sig der, når de ikke var på arbejde. Siddende der med udsigt til sand, dromedarer og en dags tid også pyramider hørte han den ene utrolige historie fra de syv have efter den anden, som de gamle garvede søfolk fortalte. Det var herlige dage.
Henning tog ikke ud på søen igen. Mange år senere skrev han en bog med fantastiske fortællinger fra de syv have, som han havde fået fortalt af søfyrbødere, matroser og andre søulke. På den måde går der en lige linje fra den knuste Hof til en bogudgivelse mere end 50 år senere.
Og, arret, det har han endnu, omend det har snævret sig meget ind gennem årene.