Min morfars broder Ingvard Thinggaard udvandrede til USA et par år før Første Verdenskrig. Han rejste tværs over det amerikanske kontinent, til han nåede den amerikanske vestkyst. Undervejs tog han alt forefaldende arbejde for at tjene penge.
I staten Oregon arbejdede han med byggeri af jernbaner, hvilket passede ham godt på grund af de afvekslende forhold og den meget smukke natur med høje, sneklædte bjerge, som han skrev begejstret hjem til Danmark om.
Hans få bevarede breve giver indtryk af en ung mand, der nød det store eventyr, som det for ham var at opleve den store verden uden for Danmark. Han kom fra et lille husmandssted i Hørsted i Thy. Han besluttede sig for at blive i USA og erklærede sig som ansøger om statsborgerskab, hvilket man skulle gøre for at få arbejdstilladelse. Han ændrede sit fornavn fra Ingvard til Edward, som var lettere for amerikanerne at forstå.
Mens han var i USA, udbrød Første Verdenskrig. De første år af krigen var USA neutralt ligesom Danmark. Den amerikanske befolknings syn på krigens parter var delt. Et meget stort antal amerikanere var overbeviste pacifister, men mange indvandrere af tysk og irsk oprindelse sympatiserede med Centralmagterne med Tyskland som den ledende stat, mens særligt befolkningen på den amerikanske østkyst gik ind for Ententemagterne England, Frankrig, Rusland og Italien.
LÆS OGSÅ: Bøgen er i år historisk tidligt på færde
De tyske grusomheder i Belgien og den tyske ubåd U-20s sænkning af det store engelske passagerskib Lusitania den 7. maj 1915, hvor der omkom 1198 mennesker, heraf 128 amerikanere, ændrede dog mange amerikaneres syn på krigens parter.
For at imødegå den ophidsede stemning erklærede præsident Wilson, at Amerika var for stolt til at slås. Det varede dog ikke ved, da Tyskland for anden gang erklærede den uindskrænkede ubådskrig den 31. januar 1917. USA afbrød straks den diplomatiske forbindelse med Tyskland og erklærede Tyskland krig den 6. april 1917. Dermed begyndte vanskelighederne for Ingvard Thinggaard.
Den 18. maj 1917indførte USA almindelig værnepligt for alle mænd mellem 21 og 30 år. Det kom også til at gælde for de gæstearbejdere, der var i USA, herunder Ingvard. Gæstearbejderne skulle ikke gå fri, mens amerikanske statsborgere blev sendt i krig.
Der var bare det problem, at så længe de ikke var amerikanske statsborgere, var de efter international lov neutrale personer.
Desuden havde USA indgået en række traktater med fremmede lande, som fritog personer fra disse lande for eventuel amerikansk værnepligt. Det gjaldt også Danmark.
USA gik meget ind for at overholde traktater og folkeretten, men man fastholdt, at på amerikansk grund stod amerikansk ret altid over traktater og folkeret, og derfor kunne gæstearbejderne i USA ikke protestere mod at blive sendt i krig.
I Thomas Baileys bog: The Policy of the United States toward the Neutrals, 1917-1918 (udgivet 1942) opgøres antallet af tvangsindkaldte gæstearbejdere til 77.644.
Det lykkedes 2730 at protestere mod værnepligten gennem deres lands gesandtskaber i Washington, heraf 241 danskere, men uden resultat. Gæstearbejdere, der nægtede at lade sig indkalde, risikerede at blive sendt i fængsel, og den amerikanske regering udlovede dusører til folk, der angav mænd, der forsøgte at unddrage sig værnepligten. Ingvard Thinggaard havde næppe en chance for at undgå at blive indkaldt og sendt til fronten i Frankrig.
I Frankrig deltog han i september og oktober 1918 i det store amerikanske slag i Argonne-skovene vest for Verdun, hvor tyskerne blev drevet langt tilbage. Der vides ikke noget om hans oplevelser som amerikansk soldat i Frankrig. Af sikkerhedsgrunde måtte han ikke skrive breve til familien i Danmark under krigen, fordi Danmark lå alt for tæt på Tyskland. Der findes derfor først breve fra ham efter tilbagekomsten til USA.
Han blev skadet i krigen. Det meste af sommeren 1920 lå han på hospital. Han søgte derefter tilbage til arbejdet som jernbanearbejder, men kunne ikke længere klare jobbet. I breve hjem klagede han over sin mave. Han fik en lille, tidsbegrænset pension fra den amerikanske stat. Til sidst købte han en fiskerbåd, som han brugte fra havnen i Seattle. Et lyspunkt var, at en amerikansk familie forærede ham en tredages tur til Stillehavskysten, som der er et billede fra. Men han kunne ikke klare sig, og den 1. december 1924 blev han fundet død i sin båd. Han havde skudt sig selv.
Ingvard blev begravet den 7. december 1924 af den svenske sømandspræst i Seattle O.R. Karlström, som sendte to breve til hans gamle forældre i Danmark. Her skrev han: Edward var nog aldrig helt återställd sedan han kom tillbaka från det hemska kriget. Præsten nævnte også, at et ret stort antal mænd, de fleste skandinaver, var nærværende ved begravelsen. En svensker, som havde truffet ham i Frankrig, omtalte ham som en prægtig ung mand. Begravelsen blev bekostet af den amerikanske stat. Min mor på 97 år kan huske den dag, hvor brevet om Ingvards død kom.
Hans gamle forældre modtog nogle få effekter som enkelte billeder og breve og en medalje, som jeg dog ikke har set. Et af de få tilbagesendte breve fik Ingvard dog aldrig læst.
Det havde hans mor fuld af uro skrevet netop den 1. december 1924, hvor han døde.