En gammel dame fylder 119 år

I dag for 119 år siden udkom Kristeligt Dagblad for første gang. Den første udgave og tusindvis af avissider befinder sig i øjeblikket i Schweiz for at blive indscannet i et omfattende digitaliseringsprojekt

Et udvalg af nogle af de forsider, som i tidens løb har prydet Kristeligt Dagblad.
Et udvalg af nogle af de forsider, som i tidens løb har prydet Kristeligt Dagblad.

En helt almindelig torsdag for præcis 119 år siden var ikke så almindelig igen. Denne dag kunne danskerne for første gang bladre i den sværtefriske og allerførste udgave af Kristeligt Dagblad.

Her kunne man blandt andet læse avisens ambition om at være ”Organ for alt, hvad der i Verdensudviklingen har Betydning for Kristentro og Kristenliv” og finde information om, at 5 pund brune bønner koster 10 øre, altså dengang i 1896.

Hidtil har det været en større sag at gå på opdagelse i spalterne i den første avis og i de mange fysiske sider, der er udkommet sidenhen, og som enten findes som mikrofilm eller i indbundne avisbind i Det Kongelige Biblioteks avismagasin i Vestindisk Pakhus i København.

Men det skal nu være meget lettere.

Lige nu befinder over 100 års Kristeligt Dagblad-aviser sig slet ikke hjemme i Danmark på fødselsdagen, men i Schweiz for at blive gjort digitale og tilgængelige og for at blive bevaret for eftertiden og kunne læses også om 119 år.

Som vi skrev på bagsiden tidligere i år, blev mere end 350 avisbind fra Kristeligt Dagblad i maj båret ud af pakhuset i København og fragtet med særtransport til et industriområde i nærheden af Zürich. Her er virksomheden Supaq med speciale i digitalisering i fuld gang med at håndopskære hver enkelt side i de mange avisbind og scanne dem.

Indscanningen af Kristeligt Dagblad er nu nået langt over halvvejen.

Flere end 400.000 avissider fra 1896 til 2012 bliver indscannet som led i et stort digitaliseringsprojekt, der i sidste ende skal gøre over 100 års beskrevet historie tilgængelig og mere søgbar for så vel forskere som avisabonnenter.

Foto: Lise Lotte Nedergaard

En tidlig morgen den 28. maj ankom flere paller med de mange avisbind til Supaq. Her bliver hver enkelt side skåret fri af indbindingen, limen på siderne fjernet, hvorefter de lægges ind til scanning.

Størstedelen af materialet skal imidlertid glattes med et almindeligt strygejern for at fjerne æselører og folder, inden det kan glide ind i maskinen, der scanner på sider og genererer en såkaldt pdf-version af avissiden.

Sideløbende med den omfattende indscanning arbejder et norsk firma med at klargøre filerne med mange avissider, så det i fremtiden blive muligt at søge på et enkelt ord eller en hel sætning på sin computer eller på sin smartphone og på få sekunder få avisen og en artikel serveret på skærmen.

På nuværende tidspunkt forventes projektet at være afsluttet i løbet af 2016.

Kristeligt Dagblad finansierer selv digitaliseringsprojektet, som foregår samtidig med et andet projekt hos Statens Avissamling, hvor Statsbiblioteket er i gang med at digitalisere 32 millioner avissider.

Målet med netop det projekt er at stille så mange digitaliserede aviser til rådighed som muligt via Statsbibliotekets tjeneste Mediestream, der officielt blev åbnet den 9. april i år af daværende kulturminister Marianne Jelved (R).

Læs første nummer af Kristeligt Dagblad: