I sommeren 1961 var jeg seminarieelev, som det hed dengang, og havde sammen med nogle seminariekammerater fået sommerferiejob i den sydtyske industriby ved foden af Schwarzwald.
LÆS OGSÅ: Da tyske flygtninge fordoblede indbyggertallet i Aalborg
Jeg havde fået jobbet som opvasker i køkkenet på Hotel Rössle. Begyndte hver dag arbejdet tidligt om morgenen og sluttede hen på eftermiddagen. En ældre dame, som jeg desværre har glemt navnet på, overtog derefter opvasken for resten af dagen. Men ved vagtskiftet kunne vi godt få tid til en kop kaffe og lidt hyggesnak. Hun ville gerne snakke om Danmark, og det havde sin årsag. Hun fortalte nemlig, at hun og hendes bror ved krigens afslutning i 1945 var flygtet til Danmark, hvor de til sidst havnede i en flygtningelejr ved Aalborg. Her tilbragte hun fire år bag pigtrådsindhegning, fuldstændig afsondret fra det danske samfund. Hendes bror derimod fik et job, der af og til bragte ham uden for lejrens pigtrådshegn. Med en lille vogn spændt for en hest skulle han køre ud til bøndergårde for at hente forsyninger ind til lejrens køkken.
Sådan forløb nogle måneder. Men så en dag besluttede broderen, at nu ville han hjem til Tyskland for at være med til genopbygningen af det sønderbombede fædreland. Som tænkt så gjort.
En morgen satte han med hest og vogn kursen mod syd og kørte de næste par dage ad mindre befærdede veje ned langs den jyske højderyg. Da han nærmede sig den dansk-tyske grænse, kunne han godt forudse visse problemer: Han havde hverken pas eller andre papirer kun sit glatte ansigt. Hvad gør nu den kloge mand, tænkte han? Jo, han fik en idé! Går den, så går den! Han drejede mod vest og kørte ad nogle små markveje parallelt med grænsen og tættere og tættere på grænsepælene. Ganske rigtigt, det blev kun til en kort køretur. Så dukkede et par danske grænsegendarmer frem bag en bevoksning og råbte ham an. Og da han hverken kunne fremvise pas eller anden form for legitimation, anmodede gendarmerne om en forklaring.
Jo, siger han, Jeg har en søster i en flygtningelejr ved Aalborg. Vi har ikke set hinanden i flere år, og nu er hun syg. Så derfor vil jeg så forfærdelig gerne køre en tur til Aalborg for at besøge hende.
Ja, det kunne du tænke dig!, udbrød den ene gendarm. Nixen, tilbage med dig, hvor du kom fra! Denne vej!, føjede han til, mens han pegede mod syd.
Nu gjaldt det om at holde gode miner til slet spil berettede min fortæller så med et slukøret ansigtsudtryk satte min bror hesten i gang, mens han med et indvendigt smil tænkte: Den gik!.
Hans Thomsen