En hjemløs mands sang blev til en rørende klassiker

Hymnen ”Jesus’ blood never failed me yet”, som blev fremført af DR Pigekoret forleden, stammer fra et lydklip med en ældre hjemløs mand fra 1970’ernes London. En komponist satte melodi til sangen, der blev en klassiker

En ukendt hjemløs ældre mands lille hymne til Jesus blev fanget på en lydoptagelse og siden gjort til en klassiker af komponist Gavin Bryars. Den hjemløse døde, før sangen blev berømt. – Genrefoto: Daniel van den Berg/Unsplash.
En ukendt hjemløs ældre mands lille hymne til Jesus blev fanget på en lydoptagelse og siden gjort til en klassiker af komponist Gavin Bryars. Den hjemløse døde, før sangen blev berømt. – Genrefoto: Daniel van den Berg/Unsplash.

Hen over optagelsen af en ældre, melankolsk stemme, der gentagende synger ”Jesus’ blood never failed me yet” (Jesu blod har endnu ikke svigtet mig), lyder en let skratten fra et gammelt bånd og lidt gadestøj i baggrunden. Optagelsen af det, der lyder som en gammel evangelisk hymne, blev for et halvt århundrede siden tilført instrumenter og er gået hen i historien som en klassiker. Dermed kunne også DR Pigekoret forleden fremføre sangen til deres julekoncert i Koncertsalen.

Stemmen på sangen, der har titlen ”Jesus’ Blood Never Failed Me Yet”, tilhører en ældre hjemløs mand, som den britiske filminstruktør Alan Power mødte under optagelser til et filmprojekt om hjemløse i London. De fleste af de hjemløse, som Alan Power mødte, var alkoholmisbrugere, men ikke denne ældre mand, som skilte sig ud fra de øvrige på flere måder. Han blev dog ikke fanget af et kamera, men kun en lydoptager. Det blev til 26 sekunder, hvor man hører ham synge.

Alan Power gav nogle af optagelserne, som ikke tidligere var brugt, til den britiske komponist Gavin Bryars som tak for et samarbejde, de to havde haft.

Gavin Bryars, der er opvokset med kristne traditioner og sange, blev med det samme draget af den hjemløse mands enkle sang. Han lod den køre i ring og komponerede i 1971 en lille melodi ud fra mandens sang. På et tidspunkt lod han båndet køre under en undervisningstime, gik ud for at lave kaffe og kom tilbage for at opdage, at flere af de studerende havde hørt båndet og var blevet så rørt, at de græd.

Dér vidste Bryars, at sangen kunne noget specielt, skriver den britiske avis The Guardian om tilblivelsen af sangen, som han selv har fremført i Christianskirken i København i 2008 som dirigent for Sjællands Symfoniorkester.

Den samme oplevelse af sangen har man også i DR Pigekoret, fortæller Anne Karine Prip, der er kunstnerisk leder af koret og DR Korskolen. Hun havde i år valgt, at DRs julekoncert skulle handle om at se ud over egne behov, som for eksempel at dække op til en ekstra juleaften.

”Hele koncerten igennem havde vi en stum fortælling om en hjemløs mand, som publikum følger op til jul. Fortællingen kulminerer med, at den hjemløse mand, der bliver spillet af Rolf Hansen, synger denne sang,” siger Anne Karine Prip.

”Jesus’ Blood Never Failed Me Yet” var ifølge Anne Karine Prip den perfekte kulmination af fortællingen til koncerten. Og der er også flere tilbagemeldinger fra publium, der blev rørt af den nostalgiske sang, fortæller hun.

Korlederen kendte faktisk ikke sangen så godt, men det gjorde nogle af dirigenterne.

”Den er tydeligvis et ikonisk værk, som betyder noget for rigtig mange og har ramt dem i forskellige stadier af deres liv. Baggrunden for værket er meget smukt,” siger Anne Karine Prip.

Hele 75 gange hører man den hjemløse mand gentage de i dag berømte ord i Gavin Bryars originale version, som varer omkring 25 minutter og er tilført strygere og andre orkesterinstrumenter.

Sangen blev indspillet på den verdenskendte britiske komponist Brian Enos pladeselskab i 1975 og har siden været en del af Bryars koncertrepertoire.

I 1993 blev sangen udgivet på ny, denne gang med den amerikanske bluessanger Tom Waits’ dybe, rustne stemme ind over den originale sanger. Gavin Bryar har aldrig mødt den hjemløse mand, der originalt sang sangen, da manden døde, inden sangen blev udgivet.