Prøv avisen

Vegetarlasagne med bid og fylde

0Alt i én-lasagnen er en ganske hurtig måde at lave lasagne på, hvor man rører hvidkål, linser og creme fraiche i en tomatsovs. – Foto fra bogen ”Little Green Kitchen”.

I stedet for dyre køderstatninger kan man lave en lasagne med linser og hvidkål, som giver både bid og fylde

Klimakampen er rykket ud i dagligvarebutikkerne. Er man i tvivl, kan man spørge efter plantepølser i tarm lavet af tang eller plantefarsen, som er farvet rød, så den ligner hakket okse.

I USA har Bill Gates sammen med i øvrigt skuespilleren Leonardo DiCaprio investeret i firmaet Beyond Meats, der på kort tid har fået stor succes. Firmaets produkt er 100 procent plantebaseret uden gluten og uden soya. I Sverige kan man bestille burgere lavet af Beyond Meats på en burgerkæde og hos hotelkæden Scandic. I Danmark kan man købe produktet i Coop, men det er ikke just billigt: To bøffer på i alt 220 gram koster 62 kroner.

Men i stedet for at servere plantepølser i tarm af tang kan man finde planteproteiner, som ligner, hvad de er, hvis man åbner skuffen med bønner og linser. Dagens ret er en lasagne, hvor man tilsætter kogte linser. Egentlig skal man bruge puy-linser, men det fungerer også glimrende med beluga-linserne, som har højt protein- og fiberindhold.

Det er et svensk par, Luise Vindahl og David Frenkiel, som på 10. år har en engelsk blog, hvor de skriver om grønne familieretter, som har udgivet en bog med nem vegetarmad til børn og deres forældre.

”Little Green Kitchen” er titlen på bogen, som udmærker sig ved, at man ved stort set alle opskrifter får en idé til, hvordan man kan involvere ens børn i tilberedelsen af den konkrete ret.

Da jeg første gang serverede denne ret, var det lidt op ad bakke. Om morgenen havde jeg varslet, at vi skulle have lasagne. En drømte om en model med spinat, karry og hakket kylling, mens en anden troede, det var den klassisk udgave og skuffet spurgte efter bechamelsovsen. På bordet foran os duftede det fra fadet, hvor der gemte sig fintsnittet hvidløg og de kogte linser under et lag smeltet ost.

Da tredje portion røg på en af skeptikernes tallerkener, konkluderede jeg, at retten kunne kategoriseres som kødfri succes. Siden fik vi en gæst, som ville vide, om retten var vegansk. Svaret er nej. Man skal bruge enten creme fraiche eller rig yoghurt og friskrevet ost.

Alt i én-vegetarlasagne

  • 3 spsk olivenolie
  • 2 finthakkede løg
  • 3 fed finthakket hvidløg
  • 2 spsk koncentreret tomatpure
  • 2 spsk kapers (de små)
  • 3 dåser flåede hakkede tomater
  • 250 g finthakket hvidkål
  • 2 håndfulde basilikum, der er grofthakket
  • 75 g kogte puy-linser
  • 250 g creme fraiche eller yoghurt 10 procent
  • Smag til med salt og peber
  • 250 g lasagneplader
  • Revet ost efter smag

Kog linserne efter anvisningen på posen.

Varm olien op i en stor gryde, og sauter løg og hvidløg, inden tomatpure og kapers kommes i. Kom hakkede tomater i, og lad det simre i 20 minutter.

Hak hvidkålen fint, og lad den simre med i fem minutter sammen med linserne og basilikum. Vend creme fraichen i, og tag gryden af varmen. Kom et tyndt lag sovs i en bradepande på 20 gange 30 centimeter. Læg lasagneplader på. Fordel sovs og plader skiftevis. På det øverste lag skal der være sauce og ost.

Lasagnen skal bage i 30 til 40 minutter ved 200 grader midt i ovnen. Server retten sammen med eksempelvis en skål grøn salat med en citronvinaigrette.