I aften samles lokale og turister igen omkring solhvervssøjlen i Løkken for at fejre solens nedgang efter årets længste dag. Det gør de hvert år, og noget tilsvarende sker flere andre steder i landet.
Det kan virke mærkeligt, særligt for yngre generationer, for i dag er sommersolhverv, som dagen i dag kaldes, mest af alt et astronomisk fænomen. Den tekniske forklaring er, at solen passerer jordens ækvator to gange årligt (jævndøgn), og midt imellem de to punkter når solen sit nordligste punkt på himlen. Men det er der ikke mange, der har styr på eller går op i i dag.
Slet ikke som tidligere, hvor sommersolhvervsfesten var en af årets største, overgået af vintersolhvervsfesten, som vi i dag fejrer som jul. I stedet er det blevet tradition at fejre sankthansaften to dage efter, den 23. juni. En hyggelig aften med bål og taler, men også her var det sjovere i gamle dage. For ifølge folketroen var netop sankthansaften, og særligt den efterfølgende korte nat, særlig kraftfuld. Her fik duggen på græsset helbredende virkning. Det samme havde vandet i de hellige kilder, hvorfor syge valfartede til dem netop denne nat. Endda i et omfang, så der med tiden blev skabt hele kildemarkeder med telte, boder og gøgl. Den mest kendte af dem var Dyrehavsbakken nord for København, der opstod i 1700-tallet.
Men også onde kræfter spøgte ifølge folketroen denne nat. Hekse fløj derfor af sted til Bloksbjerg eller Hekkenfeldt, og det var for at holde disse hekse væk, at traditionen med bål på højtliggende steder opstod. Nogle steder tændte man i stedet tjæretønder eller halmknipper på stager.