Prøv avisen

En lykke at få et håndskrevet brev

Der foregår vigtige processer mellem hånd og hjerne, når man skriver i hånden, forklarer en læser. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

”Hvis vi havner på en øde ø, bliver det svært at få telefonen ned i en flaskepost.”

Sådan skriver Jørgen Lund Jessen i en kommentar til en artikel om skråskriftens død, som blev bragt forleden i Kristeligt Dagblad og delt på avisens Facebook-profil. I artiklen fortæller en række fagpersoner, at håndskriften er en alvorligt truet kultur, og den udvikling vækker tilsyneladende en del bekymring.

Det fremgår af de mange reaktioner på artiklen om håndskriftens afvikling. Birgit Berggrensson deler nemlig også Jørgen Lund Jessens tanker om en fremtid, hvor evnen til at skrive i hånden er forsvundet.

”Den dag, en hacker slukker effektivt for strømmen, er det os, der kan skrive i hånden og regne i hovedet, der vil klare os,” skriver Birgit Berggrensson i sin kommentar på Facebook.

Langt de fleste læsere kalder udviklingen for ”en skam” eller ”ærgerlig”, som Morten Høeg, der skriver:

”Jeg ved godt, at udviklingen går den vej... men jeg synes altså, at det er synd!”.

Læsernes bekymringer er delt i to lejre. Den ene gruppe er bekymret for, hvad den svindende håndskrivning kommer til at betyde for menneskers indlæring.

”Ærgerligt af flere grunde, men der foregår meget vigtige processer mellem hånd og hjerne, når man skriver i hånden,” skriver Helle Egevang.

For den anden gruppe har ærgrelsen en mere nostalgisk karakter. Rasmus Callesen savner de håndskrevne breve:

”Det er et stort kulturtab, tænk, i gamle dage kunne man få et smukt, velskrevet brev, hvilken lykke, i dag kun elendighed.”

Niels Ausum husker dengang, han fik stabler af håndskrevne breve og kort til jul og fødselsdag.

”Kunne kende håndskriften på kuverten. Nu får jeg højst et eller to ’gammeldags’ breve eller kort.”

Michael Rasmussen opsummerer håndskriftens tilbagetog i ét enkelt ord: ”kulturforarmelse”.

Selvom langt de fleste i debatten ærgrer sig over, at den personlige håndskrift langsomt forsvinder, fremhæver enkelte som Martin Angelo Sunesen fordelen ved de digitale hjælpemidler.

”Jeg er motorisk udfordret og har aldrig kunnet skrive i hånden. Jeg brugte 20 år, men kom ikke videre, nu har jeg givet op.”

Andre mener, at tiden er løbet fra håndskriften.

”Jeg er ligeglad, jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst skulle læse nogens håndskrift. Tror det var i 2004,” skriver René Yde Haggren.

Henning Borch Nielsen istemmer og skriver, at den digitale leveringstid er væsentlig hurtigere end den fysiske postlevering.

”Vi mailer i stedet for at skrive i hånden. Det er for bøvlet at sende et almindeligt brev. PostNord bringer posten fra i fjor,” skriver han.

En enkelt læser, Annette Mandal Christiansen, bevarer optimismen om håndskriftens fremtid:

”Den vil vende stærkt tilbage. Bølgen går, bølgen kommer.”