Der er ikke meget, jeg kan udenad. Jeg kan huske min pinkode til dankortet, mit kolesteroltal og mit personnummer. Dermed er det slut. Og dog.
I mange år har jeg kunnet citere nogle linjer fra Karen Blixens skæbneanekdote, ”Babettes gæstebud”. Citatet stammer fra det afsnit af novellen, hvor general Löwenhielm opdager, at kogekonen til gildet er den franske mesterkok Babette.
Han rejser sig op og siger: ”Denne kvinde er i stand til at forvandle hvert enkelt måltid til en art kærlighedsaffære - et elskovsforhold af den ædle og romantiske slags, hvor man ikke mere skelner mellem legemlig og sjælelig appetit og mæthed”.
Når jeg husker de ord, skyldes det, at et godt måltid for mig skal være både legemligt og sjæleligt. Jeg vil ikke nøjes med at være mæt, når jeg er færdig med at spise. Jeg vil være opløftet. Jeg vil have spist og drukket mig op over bordet.
Det kan man på Restaurant Babette i Vordingborg. Byen har Gåsetårnet. Det er en landskendt seværdighed. Og så er der Babette. En af Danmarks største smagværdigheder. Da restauranten åbnede i 1991, var der ingen, der spåede en toprestaurant i Udkantsdanmark nogen som helst chance. Men makkerparret bag spisestedet, Vivi Schou og Henrik Pedersen, har skabt et unikt spisested, som er navnet Babette værdig.
Normalt fejrer man ikke de dødes fødselsdage. Men jeg tillod mig i sidste uge at invitere min afdøde far på middag på Babette i anledning af hans 100-årsdag.
Han elskede god mad. Og derfor traf jeg den beslutning, med en fornemmelse af, at han begejstret bifaldt mine valg, at vi skulle spise en otte-rettersmenu bestående af: Østers, sprød glaskål og østersemulsion. Langtidspocherede æg, løgpuré og sprødstegt kyllingeskind.
Stegt vesterhavstorsk, bagte jordskokker og mild muslinge-jordskokkesky. Dehydreret rødbede, ostesauce, løvstikke og broken gel. Stegte og confitterede brisler med glaserede gulerødder og mild karry. Høstegt krogmodnet gris, høvlet fransk sort trøffel, sort kål og fermenterede hvidløg.
Ostetallerken med udvalg af europæiske oste med frugtkompot og smørstegt hjemmebagt rugbrød. Og til sidst en ymeris, blodappelsin og creme fraiche-sifon samt vanilje-nougatine.
Alt sammen serveret med topudvalgte vine. Det var en ovenud sjælelig og legemlig middag, og jo mere jeg spiste, desto mere levende blev både min far og jeg og mesterkokken Babette. Hermed viderebringes opskriften på forretten: