Mit livs øjeblik: Den dag Hanne Reintoft blev lukket ind i sin fars liv

I 1968 blev forfatter Hanne Reintoft ringet op af en kvinde. Det var hendes fars kone. Faren, som hun ikke havde set i 19 år, var syg og havde kun otte dage mere at leve i. I dag fortryder Hanne Reintoft bitterligt, at hun ikke selv tog kontakt til ham noget før

Hanne Reintoft måtte droppe alle forbindelser til sin far som 18-årig. 19 år senere fik hun en opringning, der førte hende tilbage til den far, hun ellers havde været meget tæt på.
Hanne Reintoft måtte droppe alle forbindelser til sin far som 18-årig. 19 år senere fik hun en opringning, der førte hende tilbage til den far, hun ellers havde været meget tæt på. Foto: Jørgen True.

Det var i begyndelsen af 1968, og jeg var på arbejde i Folketinget, da telefonen ringede. Kvinden i røret præsenterede sig som min fars kone. 

Din far er meget syg, sagde hun og fortalte, at lægerne kun havde givet ham otte dage mere at leve i. Har du lyst til at komme?

Jeg gik direkte ind på kontoret og bestilte en flybillet, og få timer efter stod jeg uden for døren til hans lille rækkehus i Kolding.

Jeg var egentlig ikke nervøs, selv om jeg måske burde være det. Jeg havde ikke set min far i 19 år.

Der havde slet ikke været kontakt, og jeg havde ikke anet, hvordan hans liv havde udviklet sig. Men jeg vidste, at jeg havde savnet ham.

Og nu kunne jeg pludselig mærke, hvor frygteligt jeg faktisk havde savnet min elskede far, som jeg havde været så tæt knyttet til.

Jeg var 18 år, da mine forældre blev skilt. Jeg var ellers vokset op i et meget kærligt hjem og havde en dejlig barndom, men skilsmissen blev nærmest strindbergsk, og min far endte med at blive vanvittig.

Han var dyrlæge, så han havde let adgang til morfin og amfetamin og begyndte at misbruge det.

Der gik ikke længe, før han blev indlagt på Sankt Hans, hvor han blev i fire år. Han skrev et frygteligt brev til mig, og så blev alle linjer kappet.

Nu stod jeg så der som 37-årig foran hans dør. Det var lidt mærkeligt, men jeg mærkede meget stærkt, at det var noget, jeg bare skulle.

Det var min fars kone, der åbnede og gav mig et stort knus.

Ved siden af stod to halvstore piger og stirrede på den halvsøster, de tydeligvis havde hørt om, men aldrig mødt.

Jeg var hende fra Folketinget, tror jeg.

Men de gav mig også et stort knus og førte mig op ad trapperne til min far.

Han lå i sengen. Og han så gammel ud, syntes jeg, men han lignede samtidig den far, jeg kendte engang.

Han var praktiserende dyrlæge igen, levede et helt normalt liv, hvis det ikke var for sygdommen. Han var sig selv igen, og han sendte mig et stort, varmt smil.

Hanne-mus, sagde han.

Far, svarede jeg, bøjede mig ned og gav ham et knus.

Det føltes helt naturligt, som om årene bare havde været dage, og vi fandt lynhurtigt tilbage i det særlige forhold, vi havde engang.

Det viste sig, at han havde fulgt meget med i mit liv og havde en hel scrapbog med udklip fra aviserne. Han havde også savnet mig.

Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere politiker.
Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere politiker. Foto: STUDIE-E

Heldigvis fik lægerne ikke ret. Min far levede yderligere fire år og nåede at blive en fantastisk morfar for min søn.

Og jeg oplevede en helt ny ro i mig. Det var min far, der gav mig de værdier og personlige egenskaber, jeg selv sætter mest pris på.

Ikke mindst at have mine meningers mod og altid kunne modstå gruppepres.

Så en vigtig del af mig havde manglet i de 19 år, og jeg fortryder bitterligt den dag i dag, at jeg aldrig tog kontakt til ham.

Jeg anede ikke, at han var kommet godt igennem sit livs krise, og havde jeg bare kontakte ham, kunne vi have fået mange flere gode år sammen.

Men jeg vil altid huske tilbage på de fire ekstra år, vi trods alt fik.

Og jeg vil aldrig glemme den dag, jeg stod uden for hans dør uden at ane, hvad der ville åbne sig foran mig.