Man kan komme i en slem klemhærke, hvis man bruger ord, ingen forstår. Sådan gik det mig, da jeg i en sammenhæng kom til at bruge dette længst forældede ord. Ingen af de tilstedeværende havde hørt det før. Men den er god nok. Klemhærke fandtes for ikke så længe siden i bedste velgående i det danske sprog.
Klemhærke kan betyde at befinde sig i en ubehagelig situation eller at være i knibe. Man kan være i stor forlegenhed. Så er man i en klemhærke. Valdemar Rørdam skriver i et digt om de soldater, der i stor hast måtte trække sig tilbage fra Dannevirke i 1864: ”Han kom tidsnok med,/ i Tilbagetogets Klemhærke”. Her betyder ordet det samme som at befinde sig i en katastrofesituation. Jeppe Aakjær anvender ordet i en fortælling om en hyrdedreng, der redder et par får: ”Det lykkedes ham at slide Grimen ud over det ene Faars Ører, hvorved ogsaa det andet Dyr Løsgjordes af Klæmhærken.” Marie Bregendahl bruger det samme ord, men mere som betegnelsen for et indelukke: ”Hun gaar hen til den lille Dreng og laver af Bordet og den anden Stol en firkantet Klemherke ud af Pladsen, han staar paa.”
Ordet, der altså var gangbart tidligere, er sammensat af klemme og hærke. Den første del giver sig selv, mens den anden halvdel er den sjove. Ordets oprindelse er middelalderligt dansk. Dets rod og oprindelse kan være hark eller harke, der kunne betyde noget så poetisk som forstoppelse og besværlig afføring. Så harkede man i det! Det kunne dog, knap så fækalt, mere almindeligt betyde noget besværligt, vanskeligt, møjsommeligt, uoverkommeligt eller usselt. Hvis man harkede i det, kunne det som sagt henvise til forstoppelse, men det kunne lige så godt betyde, at man kun lige akkurat kunne slæbe sig selv af sted. I dag siger man oftere, at han hakkede i det, men den egentlige form var altså at harke. En sideform var hork eller horke. En hark eller hork kunne være en gammel, udtjent krikke eller et magert kreatur, ja, det kunne såmænd også betegne en gammel mand, der ikke længere duede til at bestille noget. I min barndom hørtes stadig det jyske dialektudtryk ”at horke ad”, der betød at klare sig dårligt.
Hærke er således afledt eller udledt af hark eller hork, men kan også være påvirket af verbet at hærde. Når man går og horker ad på jysk, så betyder det at være et skravl eller på anden vis være elendigt stillet. Der synes imidlertid at være andre betydninger i andre dialekter eller egnsprægede udtryk. Det gælder i en roman af den sjællandske hjemstavnsforfatter Thorkild Gravlund, hvor det hedder: ”Aa, man haar da altid hørt, at de er saadan til at hærke og pærke derovre.” Her betyder det at hænge i og slide og slæbe. Så der er så forskellige måde at harke i det på, at man kan komme i en slem klemhærke.