Hvad laver ørentviste ude i haven? Spiser de af planterne, eller er de mon til nogen nytte?
I Thomsen og Boviens ”Haveplanternes skadedyr” fra 1933 kan man læse, at ”ihvorvel ørentvisten fortærer både døde og levende smådyr, såsom bladlus, larver, snegle med videre, består føden dog for en stor del af plantekost”. Den har således fået prædikatet et skadedyr!
Ørentvisten har siden da fået et bedre ry, ikke mindst i økologiske kredse. Jeg deltog midt i maj i en tema-eftermiddag på den økologiske frugtplantage Lærkehøj ved Holbæk, hvor fokus var på naturlig bekæmpelse af skadedyr med de nyttedyr, der lever i plantagen.
Lærkehøj er med i et europæisk forskningsprojekt, EcoOrchard, der ledes af lektor Lene Sigsgaard fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet. Med i projektet er ligeledes økologisk konsulent Maren Kors-gaard fra Økologisk VÆKST, og det er netop på hendes frugtplantage, at tema-dagen forløber.
Som øko-avler er det væsentligt at vide, om der er tilstrækkeligt med nyttedyr i plantagen i forhold til skadedyr. Hvordan finder man ud af det? Der er flere metoder, blandt andet disse to:
Man tager eksempelvis 10 små stykker karton, hvorpå der er limet 10 insekt-æg på hvert karton, og hænger dem op i 10 frugttræer. Efter et døgn tjekker man, hvor mange æg der er udsuget eller fjernet af nyttedyr, og det giver et vist skøn over, hvor effektive nyttedyrene er, og der kan regnes statistik på tallene.
Den anden og meget simple metode er at banke med en kæp tre gange på en gren, mens der holdes en stor, hvid bakke under grenen. Ved den rystetur dratter alt småkravlet ned på bakken, og de kan identificeres. Det kræver øvelse og lup at blive kender. Antal nyttedyr kan tælles, og også her kan der regnes videre ud fra stikprøverne.
Det var ved den lejlighed, jeg blev opmærksom på øko-avlernes glæde over ørentviste. Ørentviste kommer ud af æg i april, de passes af moderen, som en hønemor passer kyllinger. I maj er de blevet til små ørentviste, kaldet nymfer. I det skriftlige materiale, der er udarbejdet i EcoOrchard-projektet, fremgår det, at de små såvel som de voksne ørentviste fra maj til september æder bladlus, bladlopper, blodlus, vikleræg og mider.
Jeg har flere gange lavet fælder til ørentviste af sammenrullet bølgepap opsat i en plastflaske uden bund og hængt dem op i drivhuset. Men hvor jeg laver fælder for at fange ørentviste og mase dem til plukfisk, hænger øko-avlerne bølgepap-flasker i træerne for at lokke ørentvistene til med gode boligforhold!
Dog gror ingen træer ind i himlen. Som en øko-æbleavler bemærkede på temadagen, kan ørentviste også være irriterende. Det er de i høsten, når de gemmer sig mellem æblerne omkring stilkgruben og laver en masse griseri!
Jeg har observeret, at mine ørentviste holder meget til i georginebedet. Her benyttes de fyldte blomster som en slags carport om dagen, hvor ørentviste kravler ind og bakker ud. Deres besøg kan tydeligt ses på bladene – de rydder ikke op efter sig!
Som økologisk frugtavler handler det i høj grad om at holde sig gode venner med nyttedyrene og lokke dem med kost og logi. Et af lokkemidlerne er blomsterstriber mellem trærækkerne. Blomsterne kan levere pollen og nektar til nyttedyrene, indtil skadedyrene dukker frem. Guldøjer og svirrefluer har brug for pollen og nektar, så de kan lægge æg og deres larver efterfølgende æde skadedyr.
Rundt om i haverne er der masser af biologisk bekæmpelse, blot man undlader at sprøjte med insektmidler. Giften slår jo ikke kun skadedyrene ihjel, men også nyttedyrene.
Ud over ørentviste er larver af guldøjer og mariehøner mestre i at spise lus, det samme gælder blomstertæger, rovtæger og edderkopper. Der er masser af venner i enhver blomsterrig have. Mangler haven blomster, giver EcoOrchard en tabel med 35 forskellige flerårige arter.
Begynd for eksempel med en blomsterstribe langs solbær og ribsbuske, som ofte får luseangreb i forsommeren. Vælg for eksempel en blanding af vellugtende gulaks, knopurt, pyrenæisk storkenæb, hulkravet kodriver og bibernelle. Det bliver smukt og nyttigt. Så det i august-september.
