De fleste bregner er elegante, men det ord vil de færreste nok bruge om den udvoksede ørnebregne. Den er underligt stiv og metallisk i det og danner tætte, sammenfiltrede bestande, som kan udkonkurrere andre planter på store arealer.
Ørnebregne, ramsløg og flere andre plantearter har en meget dominerende natur, og vi er tilbøjelige til at anse dem for invasive, selv om den betegnelse kun bør bruges om fremmede arter fra andre kontinenter. Ud over at være voldsom indeholder ørnebregnen flere giftige stoffer, herunder ptaquilosid, som er kræftfremkaldende og kan forekomme i så store mængder i grundvandet under bevoksningerne, at det ikke må anvendes til drikkevand. Man kan ikke blive syg af at snuse til planten, som nogen har påstået, men man bør ikke spise dens skud, som man gør eller har gjort i Japan og flere andre lande.
Ørnebregnen er verdens mest vidt udbredte bregne, og den regnes for at være blandt de 10 mest almindelige planter på Jorden. Den er urgammel og nedstammer fra kultidens bregneskove, der eksisterede for over 300 millioner år siden – længe før, blomsterplanterne opstod.
Giftstoffer i planter har til formål at beskytte dem mod at blive spist op af planteædere, og ørnebregnens succes skyldes, at den er rigtig god til at producerer effektive gifte. Der er dog næsten altid nogle insekter, der lærer at tåle stofferne, og måske ligefrem drager fordel af dem ved at bruge giften til at gøre sig selv uspiselige, så de ikke bliver ædt af fjender.
I ørnebregnens tilfælde er der dog kun ganske få insektarter, der har knækket koden og lært at æde planten. En af dem er den almindelige bregnemåler, der tit flyver talrigt op, når man går gennem planterne. Den ser grå og ordinær ud, men som dreng læste jeg i biskop Skat Hoffmeyers vidunderlige bøger om de danske natsværmere, at der fandtes en anden og fantastisk smuk og meget sjælden natsværmer, der som larve er knyttet til ørnebregner. Dens latinske navn er Eriopus juventina, som betyder ”den ungdommelige uldfod”. Hoffmeyer skrev så henført om navnet på den mærkelige og elegante skabning med de uldne fødder, at der plantede sig en solid drøm i min drengehjerne om engang at se den i virkeligheden. Men den levede kun på Ulvshale på Møn og i Knudsskov på Sydsjælland, og i 1952 forsvandt den fra Danmark.
Jeg regnede derfor aldrig med at få drømmen opfyldt, og stor var derfor min begejstring, da jeg en tidlig augustmorgen, lige inden det begyndte at regne, opdagede et eksemplar af fabeldyret i vegetationen ude ved lyset på Koldekilde i Almindingen, hvor jeg bor.
Efter over 50 års fravær er den varmekrævende art genindvandret til den sydøstlige del af Danmark, og nu er den altså nået til Almindingen. Da jeg havde haft drømmen om se den i 55 år, var det en helt ubeskrivelig lykke at møde den i virkeligheden. Den fine sommerfugle var venlig nok til at lade sig fotografere i det bløde morgenlys gennem nogle bevægende minutter, hvorefter den pludselig lettede, fløj op i trækronerne og var væk.
Den levede til fulde op til sit navn og ry, og jeg følte mig pludselig som en dreng igen.