Prøv avisen

En vældig moderne køkkenhave – ukrudtet trives

Hvidmelet Gåsefod har været en yndet spiseplante i middelalderen og gør det også i dag rigtig godt i en salat. Men den må kæmpe om pladsen med rødbederne. – Foto: Lise Kabell Søgaard

Det går rigtig godt med at dyrke ukrudt lige for tiden. Mindre godt går det med de planter, der burde være i køkkenhaven

Vi går en tid i møde, hvor man i stigende grad vil kunne bortforklare almindelig slendrian med klimabevidsthed.

Lugter man lidt, er det jo sandsynligvis blot fordi, man passer på miljøet og vasker sit tøj i koldt vand, sparer morgenbadet væk og ikke bruger noget så grimt som sæbe og sulfitter. Alt for meget rengøring går ud over mikroorganismerne i hjemmet, og dem skal vi jo passe på. Edderkoppen, der hygger sig i hjørnet, er god for indeklimaet. Og så videre og så videre.

Vores køkkenhave fremstår på samme vis vældig moderne. Der vælter ting op mellem rækkerne, et syndigt rod af nyttige og unyttige planter. Fuglegræs, (gulerødder) tidsler, (majs) burrer (dild) og brændenælder.

Selvom vi ligger lunt i det nye klimaparadigme på mange fronter, er jeg usikker på, om dovenskab er godt i køkkenhavesammenhæng. For vi skulle jo gerne leve en lille smule af den have, men alt for meget ukrudt går ud over udbyttet af de planter, vi havde tænkt, skulle være der. Har jeg hørt.

Vi har ledt og ledt efter de pastinakker, der blev sået i foråret og mener nu at have sporet rækkerne af små persillelignende planter et sted dernede i urskoven.

Hvor langt ville splejserne mon være, hvis de ikke skulle kæmpe sådan om pladsen med de store i skolegården?

Hvis man skal finde noget positivt, så er det, at ukrudt heldigvis er mange ting, og noget af det kan endda spises. Tag nu bare hvidmelet gåsefod, den mest fremherskende ukrudtsplante i vores køkkenhave.

Det viser sig, at planten med de gåsefodformede, støvetgrønne blade har været en yndet spiseplante i middelalderen – blandt andet fordi den er så sund. Den kan bruges som spinat og indeholder både mere protein og flere vitaminer end den forædlede spinat, vi spiser i dag, og som står side om side med gåsefoden her hos os. Topskuddene smager med lidt god vilje af asparges eller ærter.

Jeg har hørt en lille fugl synge om, at gåsefoden også har været på menuen på Noma her i foråret, og ham René Redzepi kan bare ringe, for vi har masser.

I skoven af ukrudt står også en anden ny nordisk stjerne, nemlig hornviol, hvis små, lyslilla blomster har en klar og tydelig smag af det Jenka tyggegummi, vi købte for 50 øre stykket ovre hos købmanden i min barndoms parcelhuskvarter. Den kan vist både kandiseres og bruges frisk som pynt på kager, og nogle laver sirup på blomsterne.

Et sidste forsvar for ukrudtet er, at kan det spises, bør det spises. En læge, jeg kender, fortalte i hvert fald for nylig, at hun havde læst et studie, der sagde, at spiste man op mod 30 forskellige plantetyper ugentligt, så havde det en gavnlig effekt på tarmfloraen og helbredet generelt. Jeg skal ikke sige, om det virker, men det føles nu godt at gå og samle alt muligt forskelligt ind til en salat hver aften.

Men der skal jo luges! ”Jeg gør det i morgen,” sagde jeg i går, og det siger jeg nok også i aften. Den anden dag tog fanden ved mig, og jeg fik befriet de japanske kål, gulerødder og løg. Min familie forsøgte forgæves at trænge igennem til mig, men jeg var som i en trance, eller også var jeg bare smerteligt bevidst om, hvor sjældent den slags vedholdenhed kommer over mig. Det er nu eller aldrig!

Det er også lidt med lugning som med støvsugning, at det er nu sjovest, når det klirrer i røret. Når man kan mærke, at man kommer nogen vegne.

Og når de står der, de snorlige, smukke rækker af udbytte, så ved jeg jo godt, at der indeni mig bor en gammeldags type, der helst vil have orden i sagerne. Det sker i morgen.