Folketingets formand er røget ud i et stormvejr, efter at hun sammenlignede EU’s institutioner med en rotterede. Så nu har man rottet sig sammen og kanøfler hende for udsagnet.
Det var da også noget af en udmelding! En rotterede er ikke for sarte sjæle! Fru Kjærsgaard har i sit forsvar henvist til Den Danske Ordbog, hvor der står, at en rotterede kan optræde i overført betydning og således betyde en faldefærdig, saneringsmoden bolig.
Jaja, men det er vigtigt at forstå sprogets billeder, når man bruger dem. Ellers løber man vild.
Den pågældende faste vending, en værre rotterede, henviser ganske rigtigt ofte til gamle, faldefærdige boliger eller bygninger, men det er samtidig et hus, hvor rotterne har sejret og fejret deres sejr ved at kolonisere skidtet. Nu er det vel svært at forestille sig, at EU’s stål-, beton- og glaspaladser lige præcist er saneringsmodne på den måde! Så det der med rotterne må vel have en anden mening, sådan som Pia Kjærsgaard anvender ordet?
Rotten er ikke noget populært dyr. For nu at sige det mildt. Hitler henviste til disse dyr, da han udtalte sig om et helt folkefærd, som han ønskede at udrydde i en af historiens værste og mest beskidte forbrydelser. Han lod lave film, der skulle vise, hvordan jøder med rotteansigter vrimlede over Europa og ind over Tysklands grænser.
Hvis man har rotter på loftet, så er man helt bims, for rotter identificeres med noget, der gnaver, støjer, kradser og rumsterer. Så er man da helt til rotterne, som det hedder, og det betyder, at man ikke kan synke dybere, for rotter forbindes med kloakker, huller, smuds, skidt og møg. Jo, man kan gå helt i rotterne over al den rotteræs.
Ordet rotte har sin rod i et middelalderligt tysk ord for grave eller kradse, så lige meget hvordan vi vender eller drejer ordet, så er dyret med det latinske navn rattus rattus , hvis det er den sorte rotte, og rattus norvegicus , hvis det er den brune, forbundet med det under- jordiske, med forfald, usundhed, med det skjulte og nedbrydende.
Rotten er om noget også symbolet på griseri, fornedrelse, forfald og død. Det var rotten, der var den store smittebærer, som bragte Den Sorte Død, byldepes- ten, rundt i Europa i mid- delalderen, hvor henved en tredjedel af mange lands befolkninger døde i store smerter.
Ordbog over det danske Sprog understreger klart og entydigt rottens stilling i sproget. Ordet rotterede er ifølge ODS et ord, der har en indiskutabel nedladende klang.
Et gammelt hus, der er fuldt af rotter, præget af fattigdom, uorden, moralsk fordærv, mangel på åndelig sundhed, menneskemylder, smitte, masseyngel. ODS viser videre, hvordan usselhed, lurvethed, skurv, løgnagtighed knytter sig til rotterede-ordet. Johannes V. Jensen karakteriserer et hårdt socialt miljø: ”Forældrene kunde knap bjærge Føden til sig selv, men de blev ved at faa Børn. Det ene Væsen efter det andet blev bragt frem til Nød og Usselhed. I denne Rotterede var Vogn vokset op.”
H.C. Andersen kan også skildre rotter. Læs ”Den standhaftige Tinsoldat”s rædselsrejse ad rendesten-en. Den fæle vandrotte, som bor under brættet, skildres som kombinationen af en bidsk Satan, en tolder, grænsevagt, bureaukrat og en nærig stodder.
Da soldaten passerer, viser rotten tænder og råber: ”Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt Told! Han har ikke viist Pas!”.