En velsmagende hilsen

Når man ikke kan samles med gæster ved et kaffebord, kan man bringe bagværket til dem, for eksempel en omgang krydderscones

De krydrede scones er lavet efter amerikansk forbillede og kan spises med eller uden smør. – Foto: Peter Nygaard.
De krydrede scones er lavet efter amerikansk forbillede og kan spises med eller uden smør. – Foto: Peter Nygaard.

Man skal ikke læse mange kogebøger for at se, hvor mange opskrifter, som er lagt an på, at man inviterer gæster.

Forleden overvejede jeg at bage en gulerodskage med frosting, men jeg stoppede mig selv, da jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge 800 gram smør og en tilsvarende mængde flødeost. Jeg tænkte, at det måske var vel rigeligt for fire personer uden udsigt til besøg af andet end naboens velnærede kat.

Men man kan jo også gøre som en af avisens læsere, der forleden bagte squashkage og bragte den sirligt og forsvarligt indpakkede hjemmebag til sine naboer. En velsmagende hilsen i en tid med afstand. Læserens idé synes oplagt og dagens opskrift let at pakke ned og dele med andre.

Holder man af de traditionelle britiske scones, vil man undre sig over dette mere rustikke brød, som er en amerikansk scone og er kendetegnet ved ofte at være mere krydrede og indeholde forskellige former for tørret frugt og nødder.

Der er mange former for müsli, men til disse skal man bruge en müsli, som ikke er honningristet eller fyldt med chokolade.

Har man en müsli, som er rig på nødder og tørret frugt, giver det et godt resultat. Det krydrede brød kan spises, som de er, men smør og en klassisk, bitter orangemarmelade gør sig godt til.