En velsmagende og god søndag morgen

Søndag morgen er kirketid for mange familier, men også tid til den sene og langsomme morgenmad, brunchen

Dagens salat er med alle de ingredienser, vi normalt spiser til morgenmad, tilsat lidt grønt. –
Dagens salat er med alle de ingredienser, vi normalt spiser til morgenmad, tilsat lidt grønt. – . Foto: Louise Dandanell Ørsted.

Det er søndag morgen, klokken er 7.30, og hvis jeg helt selv måtte bestemme, ville jeg blive liggende i sengen mindst tre timer endnu. Men min mand er præst og har højmessen, min datter har dagens tjans som kirketjener, den yngste går til konfirmationsforberedelse og skal derfor også i kirke, og min søn har en håndboldkamp lidt over 9.00.

Jeg burde stå op, men jeg bliver liggende lidt og dagdrømmer om, hvad der ville ske, hvis vi alle sammen ikke skulle noget søndag morgen. Min mand ville stå op ved 8.30-tiden, lave en kande te og komme ned i sengen til mig. Så ville vi ligge og kigge ud i haven og konstatere, at Belle de Boskoop-træet giver godt i år, og at græsset trænger til at blive slået en sidste gang. Vi ville tale om, hvad vi skulle lave i løbet af dagen og ikke mindst, hvad vi skal spise til aftensmad.

Vi holder meget af at tale om, hvad vi skal spise. I mange år har jeg forsøgt at få indført en madplan, så vi søndag aftaler, hvad vi skal spise i løbet af ugen. Men det vil min mand ikke være med til. Han kan under ingen omstændigheder allerede søndag beslutte sig for, hvad han har lyst til torsdagen efter. Så derfor taler vi hver morgen om, hvad vi har lyst til samme aften.

Ved 9.30-tiden søndag morgen ville jeg løbe en tur med hunden, og på vej hjem ville jeg sveddryppende gå ind til bageren og købe et rugbrød og 5-10 blandede boller, alt afhængigt af hvor mange af svigerbørnene og børnenes venner og veninder der overnatter hos os. Hjemme igen ville jeg få min yngste til at hakke nødder til myslien, som vi rister i ovnen. Jeg ville koge en lynhurtig marmelade af de bær, jeg tøede op i går, og skære frugtsalat med æbler, pærer og blommer. Min søn ville komme ud og dække bord og riste rugbrød.

Ved 11.00-tiden ville den ældste nærme sig, og vi ville spise morgenmad sammen. Sådan bliver det også denne søndag, der bliver bare ingen løbetur, men en kirketur i stedet. Hvis jeg står op nu, kan jeg nå at dække bordet og tilberede det meste, så vi efter kirken kan sætte os sammen og spise morgenmad eller brunch, som man nok ville kalde det på denne tid af dagen.

Dagens salat er med alle de ingredienser, vi normalt spiser til morgenmad, tilsat lidt grønt.