Enebær får hjælp af græssende dyr

Den tætte, stedsegrønne enebærtrives på åbne arealer med græssende dyr og sol. Det lille nåletræ har mange kvaliteter: Velduftende, smuk og bestandig. Fra enen har Michael Stoltze to vandrestave af særlig betydning

Ene med modne bær, som man lettest høster ved at slå dem ned i et klæde med en kæp.
Ene med modne bær, som man lettest høster ved at slå dem ned i et klæde med en kæp. Foto: Michael Stoltze).

Jeg har set enebærbuskene dø. Langsomt, men sikkert bukkede de under, da skoven erobrede resterne af den gamle højlyng vest for min barndoms dal mellem Olsker og Hammershus på Bornholm. Indtil midt i det 20. århundrede var der udbredt klippehede – højlyng, som bornholmerne kalder det – på de højtliggende, udyrkelige dele af øen, hvor man havde husdyr, som holdt opvækst af løvtræer nede.

Mens græssende dyr er døden for løvtræer, er de livet for enebær. Det lille træ kræver fuld sol for at trives, og de sylespidse nåle holder dyrenes muler og tunger væk, så enerne stortrives sammen med slåen og andre stikkende buske på steder med kraftig græsning. Det var der ikke mere, da jeg var barn i 1960’erne, men rester af højlyngen lå der stadig som store plamager med lunde af ener, og i den opvoksende skov stod enebærbuskene overalt i smålysninger og i underskoven, hvor de kæmpede en håbløs kamp med eg, birk, asp og kaprifolium om at nå op i det livgivende lys. Uden græssende dyr var enerne dømt til at dø i tiltagende mørke, og de grønne nåle blev orangebrune og dryssede af grenene, der til sidst stod nøgne tilbage som seje skeletter i skoven.

Ved Ravnedal på Nordbornholm er der fortsat græssende dyr, så her kan man stadig se højlyng med masser af enebærbuske.
Ved Ravnedal på Nordbornholm er der fortsat græssende dyr, så her kan man stadig se højlyng med masser af enebærbuske. Foto: Michael Stoltze

Ude i lyset blandt dyrene er det en anden sag. Her strutter enerne af sundhed, det vil sige, nogle kryber lavt over heden som krappe bølger, andre rejser sig som vældige buske, og enkelte gror ret i vejret som Sydens søjlecypresser. Det er generne, der styrer vækstformen, og specielt de opadstræbende ener er eftertragtede til stave, som er uhyre holdbare.

På en tur til den svenske skærgård i 2017 med min yngste søn, Kristian, som jeg mistede sidste år, skar vi hver en vandrestav af ene. Jeg har dem endnu, de er gode at gribe om, og jeg håber, de varer for evigt.

Enebærved er stærkt, tæt, duftende og holdbart, fordi det fra naturens hånd er imprægneret med harpiks og æteriske olier, så det er en fornøjelse at bruge det til fremstilling af skeer, smøreknive, smørebrætter og alt muligt andet.

De blå bær, der først modner halvandet år efter bestøvningen, er et fremragende og pikant krydderi i retter med vildt, og både ved og friske grene med grønne nåle er gode at bruge i røgerier, hvor de tilføjer røgvarerne en særlig behagelig aroma.

I mytologien tillægges grene af ene rensende egenskaber, og i huse med åbne kaminer har det gennem lange tider været praksis at brænde friske enebærkviste af til jul, påske og pinse. Det ryger tæt og hvidt og knitrer højlydt, når grenene bryder i lys lue efter en stund.

Min far fremstillede de fem fine smørebrætter, vi bruger om morgenen, af stammen fra den højeste, søjleformede ene, som voksede og faldt i skoven på Nordbornholm. De er tynde og stærke og vidner om hans ro, flid og dygtighed.

Det siger sig selv, at jeg passer godt på vandrestavene og de fem smørebrætter.