Nej tak til støvlepudsning, feltrationer og kolde nætter på patrulje. Dét sagde blot fire unge danskere sidste år. Antallet af personer, der af samvittighedsgrunde beder sig fritaget for at gøre militærtjeneste, er i dag nået et historisk lavt niveau – men historier om militærnægterne er der nok af. Det viser et tilbageblik i Kristeligt Dagblads arkiv. Frem til vedtagelsen af militærnægterloven, der i 1917 sikrede militærnægternes ret til at aftjene værnepligt ved civilt arbejde i stedet for fængselsstraf, kunne man flere gange læse om unge mænd, der modsatte sig deres værnepligt. Ofte endte militærnægterne med at blive straffet. Det måtte blandt andre en ung kobbersmed erfare. I 1916 modtog han en straf på to måneders fængsel ”paa sædvanlig Fangekost for Overtrædelse af den militære Straffelov”, efter han havde skrevet og distribueret en pjece, som opfordrede til at nægte tjeneste.
Særligt én militærnægter gjorde sig bemærket i avisen. Militærnægter Thøgersen, som han undertiden blev omtalt, kom første gang i Kristeligt Dagblads søgelys i sommeren 1917, efter han i to år havde unddraget sig værnepligten. ”Den anholdte, der er anbragt i Kastellets Arrest, erklærer, at han absolut ikke vil være Soldat, og han truer med at ville sulte sig ihjel, dersom man ikke løslader ham.” I de efterfølgende måneder kunne man læse, at Thøgersen ”med en sjælden Ihærdighed har gennemført Sultestrejke”, og at det ville blive umuligt at ”faa ham i Uniform uden som en død Mand”. På fri fod igen lykkedes den stædige, unge mand da også med ”at forlede 40 Soldater til at kaste deres Uniform”.
I 1970’erne eksploderede antallet af militærnægtere i en sådan grad, at knap hver femte værnepligtige i 1972 var militærnægter. ”Det stigende antal militærnægtere kan meget vel blive et spil om det danske forsvars fremtid,” konstaterede Kristeligt Dagblad, der om årsagen til de mange nægtere skrev: ”Drab på kvinder og børn i Vietnam-krigen har fået mange unge mænd til at blive militærnægtere af samvittighedsgrunde.”
I perioden lagde avisen desuden spalter til læsernes debat om modstanden mod den militære værnepligt. ”Vi lever ikke i en verden, hvor det ville gavne at vende den anden kind til (...) Det morer os da ikke at se vores landsmænd blive dræbt, men vi er simpelthen nødt til at kæmpe for vores idéer, vor tro, samt ikke mindst for vort fædreland,” skrev en vred læser om de mange militærnægtere.
Ikke desto mindre var der blandt visse læsere og meningsdannere enighed om, at man i kristendommen kunne finde argumenter imod værnepligten: ”Efter to verdenskrige er jeg mere og mere befæstet i, at det er det eneste rigtige for en Kristi discipel at være mod krig og vold,” skrev en læser til avisen, mens sognepræst Paul Honore også gav sit besyv med:
”Fra at det var noget gevaldigt at være soldat, og at uniformerne skinnede både soldaterne selv og civile mennesker i øjnene, er vi nu svinget over i den modsatte grøft. Uniformen er blevet noget, man skammer sig over. Militærnægtertallene er så store, at de må mane til eftertanke, men det skal være den enkeltes ret at følge sin overbevisning.”
Debatten forstummede dog, efterhånden som antallet af militærnægtere faldt. Muligheden for at trække frinummer blev nemlig indført i 1977, og i dag – mere end et århundrede efter vedtagelsen af militærnægterloven – er der ligefrem kamp om pladserne på de danske kaserner. Således har mere end 99 procent af alle værnepligtige siden 2018 meldt sig frivilligt, og det er ikke unormalt, at ansøgere må vente halve og hele år på, at der opstår en ledig plads.
Forsvarsministeriets Personalestyrelse oplyser til DR, at den moderne militærnægter typisk er en værnepligtig, der har meldt sig frivilligt for derefter at opdage, at militæret ikke er noget for vedkommende og derfor anmoder om at aftjene civil værnepligt i stedet.