Prøv avisen

Engelsk kirke opfordrer til plastikfri faste

Æbler i indpakning. Æbler i supermarked. Foto: Leif Tuxen

For hver af de 40 dage i fasten har Church of England et forslag til, hvordan folk kan reducere deres forbrug af plastik

Fasten skal ikke kun handle om, hvad du spiser og drikker, men også om hvordan du lever et miljøvenligt liv.

Derfor bruger den statslige kirke, Church of England, fasten til at sætte fokus på al den plastik, som den moderne forbruger netop er storforbruger af.

Det sker med en opfordring til at skifte plastiktandbørsten ud med en af bambus og undgå de fødevarer i supermarkederne, som er pakket i plastikemballage, og i stedet gå til grønthandleren med varer i løs vægt.

Den særlige fokus på plastik er i høj grad inspireret af tv-kanalen BBC’s program ”Blue Planet” (”Den blå planet”), der blandt andet har har beskrevet de enorme mængder af plastik, som findes i verdenshavene, og som finder vej ind i fødekæden.

”Det er en global udfordring, men folk føler ofte, at de er magtesløse, fordi problemet er så omfattende. Derfor er det vores mål at gøre det til noget konkret og dagligdags. Vi starter med ting, som er meget lige til som at medbringe sin egen kaffekop eller tage egne indkøbsposer med, når du handler,” siger Ruth Knight til BBC.

Hun er miljøansvarlig i Church of England, som har udarbejdet listen med et forslag til at undgå plastik for hver af de 40 dage i fasten.

De er også delt ind i temaer som mad og drikke, køkkenet, badeværelset, tøj og rejser.

Det handler blandt andet om at undgå tøj, der indeholder syntetiske fibre, samt lade være med at bruge de små plastikflasker med shampoo på hoteller – og også lade de små flasker i minibaren blive stående.

Siden 1950’erne er plastik blevet en så stor del af dagligdagen, at der er blevet produceret 8,3 milliarder ton af materialet. Det vil i et lag, der går til anklerne, kunne dække et areal, der er 10 gange større en Storbritannien.

Blandt de mange tusinde kirkegængere, som har meldt sig til kampagnen for en plastikfri faste, er koret ved kirken St. Brides i Fleet Street i det centrale London.

Koret har startet sin kampagne med noget så ærkeengelsk som den traditionelle kop te. Her er det ud med engangskopper og ind med porcelænet. Koret vil også undgå tebreve fra mærker som det største te-mærke, PG Tips, som bruger plastik til at sikre holdbarheden af de fintmaskede tebreve.

En anden stor udfordring er at finde mælk, som på gammel vis er på glasflasker og ikke i plastik.