Mørkt efterår og lysende græskarhoveder er for mange opskriften på allehelgen eller halloween. Men hvad er den historiske baggrund bag højtiden, og er det egentlig bare to ord for samme fest?
Ikke helt. Allehelgen har fra tidlig tid i kirken været dagen, hvor man mindedes de hellige afdøde. Det var pave Gregor IV, der i 800-tallet erklærede den 1. november for allehelgensdag. Aftenen inden, altså den 31. oktober, blev så allehelgensaften.
I middelalderen, da Danmark stadig var katolsk, fejrede man to helligdage i træk: Først hyldede man martyrerne og helgenerne på allehelgen den 1. november, og på allesjælesdag den 2. november bad man for de døde, som var i Skærsilden.
Den 31. oktober 1517, på allehelgensaften, slog Luther sine berømte teser mod den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg.
Under Reformationen blev helgendyrkelsen afskaffet og dermed også allesjælesdag den 2. november. Protestanterne nøjedes herefter med at fejre allehelgensdag den 1. november og allehelgensaften dagen før. Efter Johan Friedrich Struensees helligdagsreform i 1770 blev det bestemt, at allehelgensdag skulle være den første søndag i november i den evangelisk-lutherske kirke.
Halloween kommer fra en gammel keltisk skik ved navn “samhain” fra 8-900 f.Kr. Her fejrede kelterne en slags nytårsfest for begyndelsen på vinteren og enden på det lyse halvår omkring den 31. oktober. Her mente man, at dødsrigets porte stod åbne, og at de afdødes sjæle steg op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Kristne forsøgte senere at smelte den oprindeligt keltiske fest sammen med allehelgensfejringen.
Ordet ”halloween” er en sammentrækning af det engelske udtryk for allehelgen, all hallows’ eve. Men i dag bruges “halloween” mest om den (u)hyggelige fejring den 31. oktober med monstre, genfærd og græskar – i nogle kritikeres øjne en noget merkantil og amerikaniseret begivenhed.
I folkekirken er allehelgensaften også reformationsdag. Derfor bruger nogle kirker anledningen til at tale om Luther. Der bliver mange steder læst navne op på de sognebørn, der er døde i årets løb, og nogle sætter lys ved gravene. Der bliver ligeledes læst op fra blandt andet Johannes’ Åbenbaring.
Den mest kendte allehelgenssalme er Hans Adolph Brorsons ”Den store hvide flok vi se” fra 1765, der bygger på Johannes’ Åbenbaring. Faktisk er det en klassisk arie, som var populær i 1700-tallet, hvor Brorson og menigheden sammen hylder den frelste flok til fælles opbyggelse. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: allehelgen som fejringen af – og mindet om – de frelste i himlen, græskarmænd eller ej.