På Lolland-Falster kan man være stolt af øernes fine ærter. Det vrimler med ærtemarker. Egnsretten på Lolland er ikke uden grund mælkeærter. Måske er Lolland-Falsters ærter de fineste ærter i verden, og alligevel ender de anonymt i frostposer med titlen: ”danske ærter”. Det er, som om der også inden for ærteverden er en jantelov.
Ærterne skal ikke tro, at de er noget, bare fordi de kommer fra Lolland-Falster og er modnet med friske vinde fra Guldborgsund og Smålandshavet. Jeg tror, alle ville skønne mere på ærterne, hvis der på poserne stod ”Guldborgsundærter”, ”Lollikærter”, ”Hesnæsærter” og så videre. Ærten er godt nok lille.
Kold ærtesuppe har ifølge Poul Joachim Stender en smag af midsommer.
Foto: Poul Joachim Stender
Men dens smag slår lige så meget igennem, som ærten under dynerne og madrasserne i H.C. Andersens eventyr om ”Prinsessen på ærten”. Og nu er det ærtesæson! Ærterne sælges over alt.
Jeg tøver ikke med at tilberede kolde ærtesupper, der bliver endnu mere berusende, når de serveres med en spiseskefuld champagne eller mousserende vin. Og så tillader jeg mig at være stolt af mit eksperiment med ærteis. Når isen serveres med friske ærter og jordbær og drysses med hyldeblomster, har jeg midsommeren dybt i halsen.