Hvad skal sprogelskeren have i julegave i år? Måske den nye, vægtige bog fra Politikens Forlag betitlet "Ord" og med undertitlen "Encyklopædi" – bare rolig: Det er det ikke. Det er tværtimod forskellige fortrinsvis kendte menneskers fortolkninger af 347 ord.
Da der ikke er tale om en bog, man kan holde ud at læse fra begyndelse til ende, kunne det være en coffee table book – undskyld mit norske, men kaffebordsbog lyder forfærdeligt. Der er nemlig tale om en bog, man kan lægge på bordet i den stue, hvor gæsterne venter på, at maden (eller kaffen) bakses færdig, hvis det er så fint, det går for sig. Godt nok er omslaget skræmmende trist, men det er immervæk en bog, der er lavet til at bladre rundt i – eller blade, som dannede mennesker vist siger.
"Ord" er rig på forceret følsomhed og tænksomhed, der sine steder bliver for tung, og fuld af skribenter, der bruger deres selvvalgte ord som påskud for det, vi alle elsker overalt på jord: at tale om os selv. At det indimellem kammer over, må man tage med.
Men der er bestemt også sjove, bemærkelsesværdige nedslag. Finodig er for eksempel Josefine Ottesens ord, et midtjysk dialektord, der betyder hittepåsom; det optræder ikke i den autoriserede ordbog, men kunne blive ordet, der én gang for alle fortrænger innovation, der jo lyder, som om det kan dræbe ethvert optræk til finodighed. Brug det!
Iversyge, der dog findes i den gamle ordbog (ODS) som synonym for skinsyge, er vidunderligt forklaret af Pia Søltoft. Glemme er Jørgen Leths ord, og det er smertelig læsning: ”Det siver ud af mit hoved. Erindringen udgør mit liv. Den må ikke forsvinde.”
Der er også småpolitiske kampskrifter/foredrag i "Ord", for eksempel kønssociolog Cecilie Nørgaards Hen, hvor man dør en lille smule over at blive belært: ”Diversitet er vejen til ligestilling. Derfor skal vi hylde hen.” Hem, lærer jeg, er den maskuline variant af hen. Sjovt nok bliver man herfra gelejdet hen til ordet boomer.
Kloakdæksel er et af Jens Blendstrups ord, og det “fører ned til noget forfærdeligt.” I det hele taget er Blendstrup en fornøjelse. Det samme gælder Kim Fupz Aakeson, som blandt andet udforsker det mulighedsrige Næppe. Desværre har "Ord" ikke et indeks, så man kan komme hurtigt til favoritterne.
Jeanette Varberg begræder i Vølve, at ’kristendommens mænd’ forviste disse spående kvinder og deres sejdbetingede klarsyn fra rollen som formidlere af guddommelig kontakt. ”Så måtte vi tage til takke med præster i kirken og kloge koner i skoven. Indtil nu.”
Med løgn viser Vincent Hendricks, at nej, han kan ikke lade være med at være hæsblæsende klog i bare fem minutter. Og med Saft, der er hyggeligt tæt på pornografi uden at være det, udstiller Jesper Stein igen, at han skriver bedre end nogen anden nulevende dansk forfatter.
Og ja, jeg har overvejet, om "Ord" mon ikke kunne kvalificere som lokumsbog, men nej: Dertil er den for tung og papiret for lækkert. Den hører til i kategorien "blærebøger", som journalisten Mads Kastrup engang definerede som "iøjnefaldende, store, uhåndterlige og ofte ulæselige". En kaffebordsbog, med andre ord.
Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen