Erik flyttede til København i år 1940. Men han forblev en vendelbo i hjertet

Læser Erik Nørgaard fortæller om sit helt særlige forhold til Dybvad, hvor han boede, til han var syv år

Erik Nørgaard ved byskiltet. – Privatfoto.
Erik Nørgaard ved byskiltet. – Privatfoto.

Erik Nørgaard var for nylig i Brugsen i Fredensborg, hvor han bor i dag. Her stødte han på en mand, der mindede ham om sin hjemegn i den anden ende af landet. Mødet beskriver han i en henvendelse til Bagsiden, der har opfordret læserne til at dele deres historier om deres hjemstavn i forbindelse med en nu afsluttet serie i avisen. Men hjemstavnsfølelsen er stor hos læserne af Kristeligt Dagblad, der har modtaget mange henvendelser om emnet.

Erik Nørgaard, født i 1932 i Dybvad, lidt syd for Sæby, flyttede til København i 1940, da han var blot syv år, men ikke desto mindre gjorde den oprindelige hjemstavn et stort indtryk. Han skriver således videre om mødet, der fik ham til at mindes sin hjemby:

”I Fredensborg var Brugsen forleden i færd med at sælge portvine ved at uddele smagsprøver på vinene i små kopper. En ældre, slidt mand stod og smagte på alle de fem af dem. Jeg spurgte, om han var ekspert i portvin, men han svarede med et smil: ’Næ da’. Det er jo gratis’. Da han talte, hørte jeg straks, at han var fra Vendsyssel, og jeg nævnte, at jeg også er vendelbo. Med løftet pegefinger sagde han: ’Man praler ikke, at man er Vendelbo – men man er taknemmelig’.

De første år i skole (i København) blev jeg grundigt mobbet for mit sprog og beklædning. Lærerne kaldte mig ’Uldjyden’. En af dagene kørte jeg i en sporvogn med min storesøster og kikkede på de små, emaljerede skilte inde over passagererne. Reklamer for eksempelvis skosværter, og de viste også bh’er til salg, som jeg pegede ud til søsteren med høj stemme: ’Den sporvogn er da uartig’. Søsteren hviskede mig i øret, at hvis du snakker igen, så kniber jeg dig. Med korte bukser råbte jeg: ’Av, du kni’er mig’. Ved næste stop trak søsteren os ud af vognen, og jeg fik en lussing,” beretter Erik Nørgaard og fortsætter:

”Hver sommer blev jeg sendt til Vendsyssel og tilbragte ferierne på de mange gårde rundt om Dybvad – så følte jeg mig hjemme igen. Senere som civilingeniør byggede jeg havne og broer i 49 lande, fra Cape Town til Alaska, fra New York til Australien, fra 1958 til 2000, men jeg præsenterede mig altid som en Vendelbo.

Når jeg er tilbage i Danmark og kører over Limfjorden, føler jeg mig hjemme, selvom jeg nu ingen familie eller venner har i Vendsyssel. Min afdøde hustru Merna Mundell blev født i Afrika, men hendes familie kom fra Skotland i 1820, og i 200 år var de tydeligt skotter.

Skotter minder mig om Vendsyssel. De beskrev savnet til deres hjem. ’Blood is thicker than water’ (Blod er tykkere end vand),” skriver Erik Nørgaard afslutningsvis.