Det er en glædelig meddelelse, som medierne bringer i disse dage om, at kineserne nu vil købe svinekød i stor stil fra de danske producenter. Nu er det ikke længere ekstremiteter som haler og ører, der sendes til Kina, men mørbrad, ribbensstykker, skinker og gode flæskestege. Jo, nu skal der smovses i Kina, og pengene skal i svinebøndernes kister klinge. Fedt nok!
Det er sjovt med Kina. Landet kommer tættere på. Snart vil dansk sprog komme under indflydelse, og låneord sætte sig fast. Det skal nok blive sjovt. I hvert fald er kinesisk sprog og kultur fascinerende.
H.C. Andersen har kineserne elsket og respekteret højt i henved 100 år. Nu rejser de hertil som turister i stort antal. Man skal ikke længere grave et hul tværs gennem Jorden for at komme i forbindelse med kineserne. Vi handler med dem og udveksler kultur i højt gear. Dejlig situation.
Sådan var det ikke for 50 år siden. Da var Kina mørkelagt af kulturrevolution og vores uvidenhed. For endnu længere siden, i 1800-tallet, var Kina til gengæld et eventyrligt og mærkeligt rige, der lå for enden af den magiske silkevej. Om Kina vidste næsten ingen ret meget konkret, men mange gjorde sig forestillinger om det folk, der havde opfundet silken, krudtet, papiret, magien, og som var gule og havde skæve øjne.
Adjektivet kinesisk betyder selvfølgelig noget, der vedrører eller stammer fra Kina. Men ordet har også en anden betydning, som især blev brugt i 1700- og 1800-tallet. Det kan – eller kunne – nemlig betyde forældet, gammeldags, stift, bagvendt, hierarkisk og besværligt. Kineserier betød noget, der hårdnakket holdt fast i det gammeldags eller mærkelige. Sådan brugte Holberg ordet, sådan bruger Grundtvig det, og sådan udfolder H.C. Andersen det på elegant vis i ”Nattergalen”. I dette fantastiske eventyr får den ikke for lidt med kineserierne, som den lille, forunderlige fugl skal synge liv i. Andersen spiller samtidig på det faktum, at ordet porcelæn, som kejserens slot er bygget af, kaldes china på engelsk.
Tvetydige Andersen kan sit kinesiske – om jeg så må sige. Det er også i 1700- og 1800-tallet, at døre, vægge og billeder i de fine huse ofte fik påmalet motiver med mærkelige, halvt fantastiske fugle, hvorfor de blev kaldt Kina-døre. Jo, magien og det mærlige var helt kinesisk.
Sjovest er måske navnet på den frugt, der blev kendt i Danmark i 1800-tallet, nemlig den sydeuropæiske citrusfrugt, vi kan lave orange juice af. Nogle kaldte den en orange, men fra slutningen af 1700-tallet indvandrede det hollandske eller nedertyske navn for frugten til de danske tunger. Det hollandsk-tyske navn var Apfel Sino eller Apfel Sine, der betyder æble fra Kina. Man antog, at en så smuk, solgylden, sollignende frugt kun kunne stamme fra Kina. Derfor er det et æble fra Kina, skønt groet i Italien eller Marokko. Derfor hedder det en appelsin på dansk. Et æble fra Kina. Vi har således meget godt at takke kineserne for. De har også meget godt at takke os for, ikke mindst H.C. Andersens eventyr. Samtidig stiger kinesernes lyst til danske varer, dansk kultur, dansk medicin, kød og andet. Skønt! Ni Hao! Man bliver jo helt kinesisk.