Et kors på overarmen? I Østrig tilbydes borgere gratis tatoveringer af kristne symboler

I Wien skal troende kunne forevige deres tro med en tatovering af et kristent symbol, og det er ganske gratis

Den katolske kirke i Wien har inviteret en katolsk tatovør fra Stuttgart til at udsmykke troende over 18 år med kristne symboler.
Den katolske kirke i Wien har inviteret en katolsk tatovør fra Stuttgart til at udsmykke troende over 18 år med kristne symboler. Genrefoto: Kris Krüg/Wikimedia Commons.

Kunne det friste med et tau-kors på overarmen eller måske en fisk på brystet?

Den katolske kirke i Wien har inviteret en katolsk tatovør fra Stuttgart til at udsmykke troende over 18 år med kristne symboler den 15. april. Og det er helt gratis. Det skriver den østrigske avis Kurier.

"Vi ønsker ikke at overlade tatoveringer udelukkende til kropsdyrkelse eller mystikerne, men også sende katolske signaler," siger Christopher Paul Campbell, som er leder af Quo Vadis, et katolsk center, til Kurier. 

Men før seancen går i gang, skal nålene, tatoveringsmaskinerne og menigheden aftenen før velsignes ved en gudstjeneste i Ruprechtskirche, som anses for at være den ældste kirke i Wien. 

Dagen efter klokken 10.00 vil tatovøren Silas Becks finde udstyret frem og tilbyde interesserede at få tatoveret et af i alt fem kristne symboler på Stephansplatz i skyggen af Stephansdom, domkirken i Wien. 

Christopher Paul Campbell understreger, at kun "kristne kropsdele" vil blive tatoveret.

"Vi laver ingen tatoveringer på numsen," siger han til Kurier og fortæller, at han forventer, at omtrent 40 mennesker vil gå derfra med en tatovering, når seancen er ovre klokken 18.00.

Det er ikke første gang, at tatovør Silas Becks holder en katolsk tatoveringsseance. I sin hjemby har han i årevis tilbudt tatoveringer af kristne symboler. Han har endda skrevet en bog specifikt om den type tatoveringer.

Historien om kristne tatoveringer har flere hundrede års historie bag sig. I år 316 forbød den romerske kejser Konstantin I tatoveringer med begrundelsen, at mennesket er skabt i Guds billede, og at det er at vanære det guddommelige, skriver The Times. I Bibelen står der da også: "I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere," (3. Mos. 19, 28).

Men det stopper dem altså ikke i Østrig.