Prøv avisen

Italienerne er et passioneret og lettere anarkistisk folk

Italienere er et passioneret folk i alle henseender. De elsker mad og nægter at stå i kø for at vente på at købe varer. Her et madmarked i Vennedig. - Foto: Sabine Lubenow/Ritzau Scanpix

Verden ville være fattigere uden de livs- og madglade italienere

For nylig fik landsbyen sit første lyskryds. Man kan se meget fint til begge sider, trafikken er sparsom, og er man uheldig, skal man vente halvandet minut, før det bliver grønt. Så det gør man ikke. Man kører over for rødt. Selvom det er lige ved siden af politistationen.

Der er mere end et strøg af anarkisme i den italienske modus vivendi, og det kommer kraftigt til udtryk i trafikken. Ingen løfter et bryn, når en Ferrari eller Alfa suser hurtigt forbi på motorvejen, for han eller hun har vel travlt. Hastighedsbegrænsninger er kun vejledende.

Det samme med parkering. Til den årlige byfest kommer de fra hele oplandet og sætter bilen, hvor de kan, ofte ganske opfindsomt. Dobbelt eller på skrå på et hjørne og helt sikkert foran alle de porte, hvor der står parkering forbudt.

Når vi så står i kø for at få et glas vin eller det grillstegte lam fra en af boderne, ja, så er det netop dét, vi ikke gør. Står i kø. Som på en travl romersk kaffebar så er der kun en vej frem, og det er at blive set og hørt. Supermarkedet i nabobyen indførte for nylig et meget fint nummersystem til fisk, brød og slagter. Det er kun turisterne, der bruger det.

Hvis det lyder uhøfligt, så er det forkert. Her siger man hellere undskyld en gang for meget og klarer generelt svære situationer med venlighed og humor. Ikke at italienere ikke har temperament. De kommer hurtigt i kog, og så bliver der talt meget, slået ud med armene, og fingrene ryger måske en tur op og ud under hagen, hvilket betyder, ”jeg er fløjtende ligeglad”, for man taler også med hænderne.

Bagefter er vi lige gode venner for det, for livet skal leves og nydes og bliver det. Italienere har en vidunderlig evne til at erobre tid og sted med en nærmest barnlig begejstring, som man ser hvert år i august, når alle tager på ferie og indtager strandene, med stil. Der er vel næppe andre, som kan slippe godt fra at promenere i vandkanten med en isvaffel iført guldkæde, solbriller og speedos af nyeste model.

For de går meget op i mode. For nylig fremviste en studievært på tv hele fem nuancer af blåt i skjorte, slips, briller, jakke og vest. En kant af et rødt lommetørklæde fuldendte billedet. Mange af hans kvindelige kolleger bærer silikone i store mængder.

Man kan undre sig over meget. Det var for eksempel nærmest et chok, da rulletrappen på den lokale togstation forleden pludselig fungerede, for første gang i årevis. De brokker sig over den slags, men der er en stor evne til at trække på skuldrene, ryste på hovedet og konstatere, at sådan er det bare, også når politikere for 120. gang bliver taget med fingrene nede i korruptionskasserne.

Noget, der derimod ikke bliver taget let på, er føden. Store dele af landet holder stadig siesta, eller pranzo, fordi en ordentlig frokost er en menneskeret. Et af de mest almindelige spørgsmål er: ”Hvad fik I at spise?”, og de fik højst sandsynligt pas-ta, som de nødigt vil leve uden.

Italienere spiser helst italiensk, og er det en traditionel ret, skal den være som bedstemors. Det er også tit hende, der stadig laver maden, for mange italienske familier holder tæt sammen og ses ofte. Efter maden drikker man en espresso, aldrig en cappuccino, det er kun til morgenmad og ellers forbudt.

Med eller uden familien så tager italienere pænt tøj på, når de skal ud af huset. Det er vigtigt altid at præsentere sig godt, at gøre ”bella figura” i alle betydninger. Det modsatte er ”brutta figura”, som ofte bliver brugt med foragt, for eksempel hvis en minister kvajer sig på den internationale scene. Så krøller nationen tæer. Det var jo i støvlelandet, at man opfandt ambassadører og det moderne diplomati, som vi kender det i dag.

Fra romerne til renæssancen, fra Dante og da Vinci over Michelangelo og Caravaggio til Verdi så har italienere beriget verden og gør det stadig. Disse danske øjne ser et elskeligt og passioneret folk, som vi andre ville være fattigere uden. Tænk bare på pizza.