I Jeppe Aakjærs fortælling om et slagtegilde, Naar Pølsen koger, i samlingen Vadmelsfolk hedder det, at vi kunde trænge til en bette Hybenkradser at følge det sidste af Pølsen hen med.
En hybenkradser er altså en dram. Ordet findes også i de moderne ordbøger, eksempelvis Den Danske Ordbog fra 2004, hvor en hybenkradser forklares som en stærk alkoholisk drik, der eventuelt er tilsat urter og krydderier.
Man kunne jo nok forestille sig, at der var tale om en brændevin, som var krydret og smagt til med hyben. Hybenroser eller rosa rugosa vokser jo overalt og har store, velsmagende hyben, så de må være hyppigt anvendt i snapse. Det er de sikkert også. Men så enkel er forklaringen på en hybenkradser nu ikke! Der er undertiden mange og sjove veje til sådanne udtryk, hvor man må overraskes, og sådan også her.
Ordet hybenkradser har nemlig intet med hyben at gøre, men er en forvanskning af det latinske Vinum Hippocraticum efter den berømte og mytologiske græske læge Hippokrates, der levede cirka fra 460 til cirka 370 f.Kr. Det er Hippokrates, der blev født og levede på øen Kos i Det Græske Øhav, som ofte regnes for at være lægekunstens grundlægger.
LÆS OGSÅ: Er du mig nær
Det er således ham, der har givet navn til den såkaldte hippokratiske ed, som unge medicinere aflægger, når de bliver lægekandidater. Så får de sig måske en bette hybenkradser! Der er vist nok diskussion om, hvorvidt Hippokrates var alene om de ting og gennembrud, han tilskrives, men det er sikkert nok, at han har levet, og at der blomstrede en lægegerning med høj etisk standard frem omkring ham i det antikke Grækenland. Platon har i øvrigt skrevet om ham og hans gerninger i værket Faidros.
Men tilbage til hybenkradseren. Man har åbenbart opkaldt en stærk drik, vinum Hippocraticum, efter ham. Det begreb er kommet ind i ældre dansk og med et spil på kras, noget, der kradser, er det blevet til en Hippokras, som længe var et navn, også i finere kredse i 1700-tallet, for en drik, der kradsede i halsen.
I folkemunde blev det efterhånden til en hibenkradser eller en hybenkradser, idet iet er blevet til en y-lyd, hvilket faktisk sker for en række ord gennem 1800-tallet. Sådan udvikler, forvansker og forvandler sprog, ord og sproglige udtryk sig hurtigt, og hvem kan regne ud, at det ikke er dansk hyben, der har leveret smag og styrke til en hybenkradser? Det bliver jo endnu mere nærliggende af, at frøene i hybenfrugten ofte kaldes for kløpulver eller kradsefrø. De er ret slemme at få ned ad nakken, skulle jeg hilse og sige. De sætter sig fast i tøjet og både klør og kradser.
Forvanskningen bliver sjovere endnu, for der findes et andet udtryk for sådan en lille ting til halsen, nemlig en gibbernakker. Her er oprindelsen ukendt, men det sandsynlige er, at det er en lydmæssig forvanskning fra hiberkradser til gibbernakker. H bliver faktisk ofte til g i sådanne forvanskninger, og man kan tænke sig nakken lagt tilbage, når kradseren skal ned. Kært barn har mange navne, siger man. Brændevin har det i hvert fald.