Jeg har begået en xenofobisk eller omfalocentrisk synd. Sidstnævnte er bare en krukket måde at sige navlebeskuende på, eftersom omphalos betyder navle på oldgræsk – og nej, ordet eksisterer ikke, og det ærgrer mig. Det morer mig nemlig, ligesom jeg i Litauen, hvor jeg for nylig opholdt mig i længere tid, uafladeligt morede mig over den litauiske flertalsform af kebab: kebabai; ikke at entalsformen, kebabas, lyder mindre morsomt, den ses bare sjældent, fordi udbyderne har flere end én på lager.
Men selvfølgelig bøjer man i alle lande oftest låneord med netop sit eget sprogs endelser. Vi gør det – kebabber – og englænderne gør det – kebabs. Og mon ikke englændere stille fniser over den måde, hvorpå vores bøjningsendelser maltrakterer de ord, de venligt har lånt os: bruncherne, managerne, teamene?
Sagen er naturligvis en helt anden, når det drejer sig om ord som visum og faktum og den udbredte tendens til at bruge disse ords flertalsform, hvor entalsformen entydigt er den rigtige.
Tendensen ses overalt, inklusive hos samtlige medier, høj- som lavpandede:
”De hårde fakta er, at Putin har kontrollen,” skriver B.T., mens Avisen Danmark slår fast: ”Fakta: Tour de France til Danmark.” Berlingske kan være med: ”Fakta er, at der ikke står ledige danskere i kø.” Og Jyllands-Posten: ”Fakta er, at der ikke er sikkerhed for, at de mange ulighedsskabende reformer har virket.” Og Børsen: “Fakta er, at dette valg langtfra er ovre.“ Og så videre.
Ingen af vores respektable dagblade undslipper denne særlige form for analfabetisme, heller ikke herværende avis: ”Fakta er, at der igen er begyndt at komme leverancer.”
Jørn Lunds visa
Og nu ser jeg, at det ikke nytter at stille sig op på en ølkasse i parken og råbe: ”FAKTUM! Det hedder faktum i ental! Lær det nu bare.” For helt tilbage i 1989 – for 33 år siden – besværede min store sproghelt Jørn Lund sig – forgæves, må man konkludere – over præcis det samme i Sprogbrevet, DR’s hedengangne blad om sprog. Og søreme om ikke også Jørn Lund tog visum og visa med og udleverede den daværende justitsminister som eksempelsynder. ”De kan få et besøgsvisa,” skulle han angivelig have sagt.
Så vidt min korpusgennemgang afslører, er det i dag fortrinsvis rejseudbydere, der stadig tror, at visa er ental, og hvor udsagn som disse er standard: ”Ved længere ophold skal du måske have et visa.”
Omfalocentriske xenofober
De virker fremmede, de um-former, må jeg forsøgsvis konkludere, og vi er alle biologisk prædestinerede til at være omfalocentriske xenofober. Og gammeldags. Ve den, der datomærker sig selv ved at holde fisk i et akvarium eller kommer for skade at sige kriterium.
Eller også er det simpelthen Visa-kortet skyld. Og Faktas. Lad os bare sige det. Det kan i hvert fald umuligt skyldes uvidenhed, når en vis kendt person på sin blog blandt meget andet hårrejsende skriver: ”Fakta er en nøgen pære i loftet.”
Desværre falder min fine teori om det fremmede -um til jorden ved mødet med en ny tendens, som blandt andet kommer til udtryk her: ”(…) hvordan sprogudøvere de faktum tænker.” Eller også forekommer de facto (= i virkeligheden) bare endnu mere fremmed.
Dette er en sprogklumme. Klummen skrives på skift af forfatter Susanne Staun og seniorredaktør Henrik Lorentzen