Falsk busskur på plejehjem holder beboere med demens på matriklen

På Sandby Ældrecenter på Lolland har opsættelsen af et falsk busstoppested forhindret flere beboere i at gå hjemmefra

Det falske busskur på Sandby Plejecenter skal forhindre beboere med demens i at gå hjemmefra.
Det falske busskur på Sandby Plejecenter skal forhindre beboere med demens i at gå hjemmefra. Foto: JP-Foto.

På plejehjem kan det være en udfordring at konfuse og demente beboere går hjemmefra. Dette har fået Sandby Ældrecenter til at ty til kreative metoder.

I gårdhaven på det lollandske plejehjem er der opsat et falsk busstoppested med skur, hvor beboerne kan “vente på bussen”. 

Bussen kommer naturligvis aldrig, men skuret fungerer som et helle og en pause for beboerne, fortæller leder af plejen Inge Kromann Jensen til TV2. 

Det lille busskur har prydet gårdhaven i et par år og har vist sig at være effektivt. I flere tilfælde har det forhindret beboere i at forlade plejehjemmet.

Størstedelen af de 20 beboere på ældrecenteret er ramt af demens. Ledelsen har ikke tal på, hvor ofte det er sket, at en af de ældre er gået hjemmefra, men Inge Kromann Jensen beskriver det som en "udfordring" for plejecentret.

“Det er altid ulykkeligt, når nogen går hjemmefra, når folk går væk. Det er et tegn på, at de ikke er faldet til," siger hun til TV2 og tilføjer:

"Vi arbejder hele tiden på at lave aktiviteter og forbedre forholdene både ude og inde, så de ældre har lyst til at blive på plejecentrene."

Udover busskuret har Sandby Plejecenter også beklædt lågerne med planter for at skabe illusionen af en hæk.