Fantasi og næser

Politikere, der ofte bliver interviewet i tv, udvikler et undertiden ret indskrænket sprog. De er rædde for at sige noget forkert og for at blive spiddet af skrappe interviewere, derfor siger de ingenting, der rummer indhold. Klichéerne står i lange rækker for at vælte ud i det offentlige rum, for en kliché er en ligegyldighed bragt i form.

"Frem for at skabe en misforstået lighed ved at neutralisere staten, skal vi hellere gå ind i en ægte dialog med andre kulturer, ideologier og religioner og derigennem skabe os en holdning til, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i," skriver Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen.
"Frem for at skabe en misforstået lighed ved at neutralisere staten, skal vi hellere gå ind i en ægte dialog med andre kulturer, ideologier og religioner og derigennem skabe os en holdning til, hvad det er for et samfund, vi ønsker at leve i," skriver Indre Missions generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen. Foto: Nils Rosenvold/ Denmark.

En af de værste floskler blandt Folketingets politikere de seneste måneder er udtrykket: Jeg har ikke fantasi til at forestille mig. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig. at statsministeren og så videre ... Udtrykket vil understrege, at man er rystet eller forbavset, hvad de jo så tydeligvis slet ikke er. Derfor bliver det her udtryk rystende dårligt.

Så politikerne har altså ikke fantasi til at forestille sig dette eller hint. Man kan høre de har ret! De demonstrerer med klichésproget mangel på fantasi! Især sproglig fantasi. Det er nedslående at høre politiske debatter, fordi mange politikere er sprogfattige og kryber ind bag klichéer som: Det har jeg ikke fantasi til at forestille mig. Eller det er rigtig, rigtig vigtigt. Eller der henvises til de samme varme hænder i en evighed. Der tales helt abstrakt om vækst og om mennesker, men alt for sjældent om det menneskelige.

LÆS OGSÅ: Det er godt nok træls

Det her er ikke ment som et angreb på politikerne, men på den dårlige sprogkultur. Det opstår måske i mødet mellem mediernes tørst efter sprækker i det sagte, som får politikerne til at lukke af. Men politikerne er selv ansvarlige for at variere sproget i stedet for at demonstrere, at de ikke har fantasi til at forestille sig det.

Det dumme ved den her kliché er især, at den er konstrueret som en benægtelse af noget positivt. Fantasi er normalt et positivt ord, der kommer af det græske phantasia, der betyder forestilling eller fremtoning. Det er på græsk en udledning af phantazein, som betyder gøre synlig, så fantasi er det, der bliver synligt. Ordet og begrebet blev især dyrket og feteret under den romantiske periode i 1700-1800-tallet, hvor genierne, kunstnerne og videnskabsmænd, kunne gøre de dybe idéer synlige på en måde, som andre ikke havde evner til. Fantasi er forestillingskraft.

Det er derfor morsomt, at politikere ligefrem erklærer, de ikke har fantasi til at forestille sig. Det er da ikke godt!

Måske skal de have en næse? Alice Pedersen har i en mail spurgt, hvor dette udtryk stammer fra, og hun spørger vittigt, hvorfor det lige er næsen, der er valgt som bussemand? Næsen er en af de kropsdele, der har været brugt mest i faste vendinger, som det kan du bide i næsen på, stikke næsen i noget, få en lang næse, vende næsen hjemefter, være snydt ud af næsen på faderen, være næsvis. Når man i det politiske uddeler næser, så har det at gøre med at få en lang næse eller blive skammet ud.

Grundtvig hånede tyskerne efter Treårskrigen ved at sige, at der fik de sig en lang næse. Næsen er skammens sted og en lang næse er skammens symbol. Det har forplantet sig til embedsværket engang i løbet af 1800-tallet, og at give en næse var oprindeligt at håne den anden, men er i dag en reprimande. Det morsomme er, at næse også kan optræde i: han har næse for gode idéer. Så betyder det lige det modsatte, nemlig noget positivt og at have fantasi. Det har man jo næsten ikke fantasi til at forstå.