På denne årstid står vinterens markante stjernebillede, Orion, højt i syd om aftenen ved 20-tiden. Hvis det er skyfrit, er nattehimlen normalt mørk og kontrasterne store. Men lyset fra den 10 dage gamle måne forstyrrer dog. Som kortet viser, befinder Månen sig lige over den klare stjerne Betelgeuse i Orion.
Er der udsigt til stjernerne de næste aftener, vil man fra dag til dag kunne se Månen flytte sig cirka 12 grader mod øst i forhold til stjernerne. Om to dage, den 19. februar, vil Månen så befinde sig mellem Prokyon og tvillingestjernerne Castor og Pollux.
Om en uges tid vil vinterens stjerner kunne nydes i fuldt mørke. Man kan danne en næsten perfekt sekskant omkring Betelgeuse, hvis man med udgangspunkt ved Castor og Pollux går via Capella, Aldebaran, Rigel, Sirius og Prokyon. Denne figur kaldes derfor ofte Vintersekskanten.
De klare stjerner fremstår i lidt forskellige farvenuancer. Det er tydeligt, at Aldebaran og Betelgeuse har en kulør, som vi i dagligdagen kalder en varmere glød, mens Sirius og Rigel er mere hvide. Men faktisk forholder temperaturerne i stjernernes overflader sig lige omvendt.
Sirius har en overfladetemperatur på cirka 17.000 grader, Rigel cirka 12.000 grader, mens Aldebaran - også kaldet Tyrens røde øje - nøjes med knap 3800 grader. Betelgeuse er med omkring 3200 grader endnu koldere. Her giver udtrykket hvidglødende mening. Til sammenligning har vores egen stjerne, Solen, en overfladetemperatur på 5800 grader.
Jupiter markerer sig lavt over den østlige horisont og vil selvfølgelig være højere på himlen senere på aftenen. Vil man se Mars, må man vente til klokken 2, før den viser sig i sydøst. Saturn dukker op samme sted ved 4-tiden, mens Venus og Merkur først står op efter klokken 7. Lyset fra dem trænger dog næppe gennem morgendæmringen.
Vi har passeret årets korteste dag, men vi befinder os som bekendt i årets korteste måned, februar. Årsagen til den forkortede måned hænger sammen med dens placering i tidligere kalendere. I ældre tider var det normalt, som det stadig er nogle steder, at begynde året om foråret.
Det gælder først og fremmest de kulturer, der i Mellemøsten tidligt gennemførte en landbrugsrevolution, det vil sige gik fra en jæger- og samlerøkonomi til dyrkning af jorden og domesticering af dyr. Og da man var indstillet på naturens rytme, gav det god mening, at nytår lå i foråret ved begyndelsen af den nye sæsons aktiviteter.
Året var opdelt i måneder, der fulgte Månens cyklus. Den første tilsynekomst af den nye måne varslede som et smalt segl månedens start. Og den måned, som indeholdt forårsjævndøgn, var som regel årets første. Derfor var måneden før - den, som vi i vore dage kalder februar - årets sidste måned.
Kalenderen har været gennem en lang udviklingsproces i forskellige udgaver i forskellige kulturer. Da Månens fasecyklus styrede inddelingen af året, måtte man lejlighedsvis indskyde en ekstra måned - en skudmåned. Det skyldes, at Månens fasecyklus har en gennemsnitlig længde på 29,53 døgn, og 12 af dem rækker kun til 354 dage, hvilket var 11 dage for lidt til et fuldt solår.
Nogle mener, at man i den tidlige romerske kultur prøvede kræfter med kunstige måneder, der vekslede mellem 30 og 31 dage, og at der i begyndelsen kun var 10 måneder efterfulgt af en længere pause, indtil året igen kunne begynde om foråret. Det er dog ikke sikkert, da alle kulturer før dem og omkring dem allerede havde velfungerende månekalendere.
Efter at Numa-kalenderen blev taget i brug omkring 713 f.Kr., var antallet af måneder med sikkerhed 12. Antallet af dage i månederne i denne kalender skulle være ulige (29 og 31 dage), måske fordi lige tal blev betragtet som ulykkebringende. Af de 11 normale måneder var der syv med 29 dage og fire med 31 dage.
Sammen med februarius' 23 plus fem dage dækkede det 355 døgn, og derfor måtte der stadig med to-tre års mellemrum indskydes en ekstra måned, mercedonius. Den blev med tiden indskudt efter de første 23 dage i februarius, og når den var ovre, kunne man fejre årets afslutning med de ekstra fem festdage.
At denne sidste måned på 28 dage var opdelt i to portioner med ulige antal dage, er interessant. Det er usikkert, om det har at gøre med, at lige antal bragte ulykke, eller om der er en relation til den tidligere egyptiske civile kalender, der havde 12 måneder med hver 30 dage, altså 360 dage, efterfulgt af fem festdage. Men opdeling er med sikkerhed forklaringen på, at det er den 24. februar, der er skuddag i vores kalender.
Nytåret flyttedes i år 153 f.Kr., og ianuarius (januarius) blev årets første måned. Året var stadig for kort, indtil Cæsar i 45 f.Kr. indførte den julianske kalender. Året før, 46 f.Kr. kunne med rette kaldes annus confusionis, for der måtte 445 dage til for at få kalenderen på plads. Ifølge reformen skulle der hvert fjerde år indskydes en ekstra dag efter den 23. februar. Med de nye månedslængder, vi kender i dag, gav det et år på gennemsnitlig 365,25 dage - tæt på solårets 365,2422 dage.
På et kirkekonvent i år 325 e.Kr. i den tyrkiske by Nikæa, nu Iznik, blev man ud over en lang række vigtige økumeniske emner enige om at fastlægge kalenderåret og påskens placering. Det var den romerske kejser Konstantin den Store, der selv var konverteret til kristendommen, som havde indkaldt til dette møde.