Fem storme, som ændrede verdenshistorien

I mandags ramte en voldsom storm Danmark. Her er fem eksempler på storme, som har haft stor historisk betydning

Et frygteligt uvejr i oktober 1941 gjorde, at tyske soldater ikke kunne erobre Moskva. –
Et frygteligt uvejr i oktober 1941 gjorde, at tyske soldater ikke kunne erobre Moskva. –. Foto: .

1. I 480 f.Kr. førte kejseren af det mægtige persiske imperium, Xerxes, store styrker mod Grækenland for at erobre de besværlige grækere.

Men mere end en tredjedel af hans flåde blev smadret mod Grækenlands stenede østlige kyster af en voldsom sommerstorm. Hans svækkede flåde led herefter nederlag til grækerne i et af historiens vigtigste søslag, Salamis. Demokratiet blev reddet, og en græsk guldalder gryede.

2. Det mongolske imperium strakte sig fra Stillehavet til Sortehavet. I 1274 og 1281 ville imperiets hersker, Kublai Khan, invadere Japan ved hjælp af et stort antal skibe med utallige soldater, som havde de nyeste våben. Men en tyfon ramte flåden, så skibene sank. Præster navngav tyfonen kamikaze, som betyder guddommelig vind. Japans uafhængighed var sikret, det samme var landets betydelige følelse af uforgængelighed.

3. I juli 1788 blev den franske høst ødelagt af et tredages haglvejr. Haglene var på størrelse med en knytnæve, og det tog flere dage, før de smeltede. Herefter kom en dårlig høst efterfulgt af, at brødpriserne, som i forvejen var høje, steg yderligere. Folkets vrede var rettet mod kong Louis XVI, og et år senere begyndte revolutionen for alvor.

4. Storbritannien er blevet reddet fra invation af vejret så mange gange, at briterne plejer at insistere på, at Gud er englænder.

I 1744 var den geniale franske general, de Saxe, klar til at krydse Den Engelske Kanal. Bonnie Prince Charlie var klar til at blive sat ind som fransk marionetkonge, men i februar sank alle de franske flådefartøjer og transportskibe på grund af en voldsom storm.

Frankrig opgav planerne om erobring, og Storbritanniens opstigning til global dominans fortsatte uafbrudt.

5. I oktober 1941 indledte Hitler et angreb på Moskva. En erobring af Stalins hovedstad kunne have betydet, at Tyskland havde vundet krigen. Et frygteligt vejr gjorde dog, at tyskerne sank ned i ufremkommeligt mudder, og derefter kom rædselsvækkende, rekordlave temperaturer og snestorme. Millioner blev dræbt og såret, mens tyskerne kæmpede for at komme tæt på Kreml.

Sovjetunionen blev reddet, og Hitlers bedste chance for at vinde Anden Verdenskrig blev knust.