Prøv avisen

De læser også Kristeligt Dagblad i "Herrens Veje"

Forsiden af avisen, der er lavet særligt til DR-dramaserien ”Herrens Veje” og kan ses i første afsnit. – Foto: Leif Tuxen

I søndags viste DR 1 første afsnit af den nye dramaserie ”Herrens Veje”, hvor hovedpersonen, præsten Johannes Krogh, læser om sig selv i Kristeligt Dagblad

Tro, tvivl, bispevalg og teologiske uenigheder. Det tegner til at blive nogle af temaerne i Danmarks Radios nye søndags-dramaserie ”Herrens Veje”.

Det første afsnit rullede over skærmen søndag aften, og de næsten en million danskere, der så med, blev vidner til en dramatisk afslutning på et bispevalg – og til en helt særlig udgave af Kristeligt Dagblad, der er lavet specielt til serien.

Kristeligt Dagblad gør sig mere end umage med at dække uenigheder i virkelighedens kirkelige og religiøse verden. Og avisens ”udsendte” var naturligvis også på pletten, da bølgerne gik højt til en teologisk debat mellem bispekandidaterne i ”Herrens Veje”.

Den opmærksomme seer lagde måske mærke til, at seriens hovedperson, præsten og bispekandidaten Johannes Krogh spillet af Lars Mikkelsen, en morgen bladrer i Kristeligt Dagblad.

Han læser om sig selv, fordi han aftenen forinden deltog i en afsluttende debat med sin modkandidat til bispeembedet. Debatten endte dramatisk, da en spørger i salen ville høre de to kandidaters bud på, hvor de mener folkekirken skal stå over for islam.

Johannes Kroghs modkandidat gav udtryk for, at hun ønskede en dialog med muslimerne. Det samme ønskede Johannes Krogh. Men da han i næste sætning henviste til et sted i folkekirkens bekendelsesskrifter, hvori står, at ”muhamedanere” er vantro, og han kaldte sin modstander politisk korrekt, hvis hun ikke kunne vedkende sig det, fik det salens tilhørere til at måbe – og hændelsen trak overskrifter i aviserne næste dag.

På forsiden af Kristeligt Dagblad kan Johannes Krogh se et stort billede af sig selv. Den fiktive journalist Jesper Henningsen har interviewet den fiktive præst pastor Nikolajsen, der mener, at ”Johannes Kroghs kontroversielle udmeldinger er teologisk uafviselige, og at kritikken af ham er helt ude af proportioner,” som der står i den fiktive artikel.

Det er DR selv, der har forfattet teksten til artiklen, mens Kristeligt Dagblads designchef, Ole Munk, har sat den op på print, så det ligner den helt rigtige avis.

”Herrens Veje” kom godt fra start og fik en god modtagelse af anmelderne, heriblandt avisens egen, der gav det første af i alt 10 afsnit hele fem stjerner.