Fiskernes livline findes stadig på radiobølgen

Når radioavisens farvandsudsigter tidligere informerede om havets vind og vejr ved Doggerbanke og Hebriderne, fulgte det meste af Danmark med. Men hvad skete der med de vigtige udsigter for fiskerne?

Vejrudsigter har altid været afgørende for fiskernes færden på havet. Der findes masser af historier om fiskekuttere, som er sunket eller strandet ved de danske kyster, som denne fiskekutter ”Kidholm” ud for Holmsland Klit i 1965. –
Vejrudsigter har altid været afgørende for fiskernes færden på havet. Der findes masser af historier om fiskekuttere, som er sunket eller strandet ved de danske kyster, som denne fiskekutter ”Kidholm” ud for Holmsland Klit i 1965. – . Foto: Nils Baunbæk/ritzau.

Der er sandsynligvis en landkrabbe eller to, der gennem årene har undret sig, når vejrforholdene ved Doggerbanke, Fladen og Hebriderne blev læst op i radioen. Men rundt-omkring i landet har der siddet fiskere, der vidste præcist, hvad der gemte sig bag de mærkværdige navne. For dem var vejrudsigterne nemlig et livsvigtigt værktøj.

Det fortæller Michael Skelbæk, daglig leder af Operationen ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, der står for at lave vejrudsigter.

”Ude på havet blæser det kraftigere end over land, og med vind kommer der store bølger. En lille kutter kan nemt komme i problemer, hvis den rammer et stormvejr, og der findes desværre masser af historier om fiskekuttere, som er sunket langs den jyske vestkyst. Derfor har der altid været et stort behov for, at fiskerne kunne få en vejrudsigt, inden de tog af sted,” siger Michael Skelbæk.

Farvandsudsigter var afgørende for, om fiskerne kom ud at sejle eller ej. De lyttede efter vejrinformationer om de steder på havet, som de ville sejle til, og blandt andet de store fiskebanker Doggerbanke og Fladen var populære mål for fisketuren. Nogle lyttede efter farvandet Utsira i Norge, og andre lyttede efter vejret i det vilde farvand Hebriderne, der strækker sig fra Skotland til Irland.

Men tænder man i dag for DAB-radioen, vil der ikke være meget havvand i radiobølgerne.

Fiskernes gamle livline har nemlig ikke været fredet for den teknologiske udvikling, og i dag læner fiskerne sig op ad mange andre hjælpemidler end radioen, når de skal hente informationer om havets vejr.

”I dag benytter mange fiskere sig af, at farvandsudsigterne fra både DMI og andre landes vejrtjenester ligger tilgængeligt på internettet, når de skal planlægge en fisketur. De har også computere og telefoner ude på bådene, og når internettet svigter langt ude til havs, kan de bruge radio og nautex- sendere til at få vejrinformationer,” fortæller Michael Skelbæk.

Efterhånden er havets vejrudsigt blevet pillet af sendefladen på de gængse radiokanaler, og nu er det kun P4, der indimellem informerer om kulingvarsler i det danske farvand.

Foto: Baunbæk Nils

Men det betyder dog ikke, at den gode gamle radio-farvandsudsigt er forsvundet helt.

Kalundborg Langbølge sender nemlig stadig farvandsudsigten på en særlig langbølgefrekvens, der kan fanges med en langbølgemodtager eller en gammel transistorradio.

”Farvandsudsigten var, og er, et meget specialiseret produkt, som for eksempel P3’s lyttere ikke kan bruge til noget. Nu er det kun dem, der skal bruge informationerne, der får dem. Fiskernes skibe har nemlig typisk en radio, hvor de kan gå på langbølge og høre vejrudsigten,” siger Michael Skelbæk.

Med stadig mere avanceret udstyr i fiskekutterne sejler fiskerne nu rundt, måske med Kalundborg Langbølge i baggrunden. Og selvom fiskerne i dag kan klare mere med deres eget udstyr, tror Michael Skelbæk på, at der altid vil være en plads til farvandsudsigterne.

”Jeg ser bestemt ikke farvandsudsigterne som noget, der forsvinder ud af billedet. De har helt klart fået en anden plads, end de havde for 100 år siden, men fiskerne har stadig brug for DMI’s vejrudsigter. Og det samme gælder de mange lystsejlere, der nu er i Danmark.”