Fjeldvandringer i Telemarken

Tag med Kristeligt Dagblad og Mols Rejser på vandreture i fjeldterrænet ved Gaustatoppen og på Hardangervidda den 16. til den 22. august

Vandreområdet hedder Gaustablikk og kaldes miniaturenorge. Her finder man majestætiske fjelde, dybe dale, vandfald, et rigt dyre- og planteliv samt dyb ro og stilhed.

Alle dage bor vi på Kvitåvatn Fjellstue lige ved trægrænsen. Fjeldstuen har en helt fantastisk udsigt over søen Kvitåvatn til Sydnorges højeste fjeld: Gaustatoppen, 1883 meter over havets overflade. I klart vejr kan man se en stor del af Norge fra denne top.

Denne vandretur går til fjeldterrænet ved Gaustatoppen og på Hardangervidda, hvor man finder de majestætiske fjelde, dybe dale, vandfald, et rigt dyre- og planteliv samt dyb ro og stilhed. Der vandres i to grupper, som tager hensyn til forskellige vandretyper. –
Denne vandretur går til fjeldterrænet ved Gaustatoppen og på Hardangervidda, hvor man finder de majestætiske fjelde, dybe dale, vandfald, et rigt dyre- og planteliv samt dyb ro og stilhed. Der vandres i to grupper, som tager hensyn til forskellige vandretyper. – Foto: Mols Rejser

I dette pragtlandskab vandres i fem dage med danske, erfarne vandreledere, der alle har et meget stort lokalkendskab. For at tilgodese alle tilbydes der vandring i to grupper. Gruppe 1 går mellem 10 og 15 kilometer om dagen, og gruppe 2 mellem 5 og 10 kilometer. Vi kommer til at gå i både ujævnt, stenet og tungt fjeldterræn, og der bydes på både stigninger og vanskelige nedgange. Derfor skal man være godt gående og have en ganske god balance.

Vandreturene går til Skipsfjell med fantastisk udsigt til Gaustatoppen og Rjukan, til toppen af Ørnenipa, 1333 meter over havets overflade, hvor man færdes i ægte højfjeldsterræn, til toppen af Toreskyrkja, hvor modne tyttebær, multebær og blåbær kan supplere madpakken. Vi skal også ad Sabotørstien på Hardangervidda i natur med klokkelyng, fjeldtjæreblomst og andre alpine blomster og op på Gaustatoppen for at nyde udsigten – enten på gåben eller med toget og elevatoren inde i bjerget.

Hjemkommet om eftermiddagen kan man vælge at slappe af og nyde omgivelserne, eller man kan tage en tur på søen i kano eller kajak, som er til fri afbenyttelse.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De allieredes sabotage af det norske tungtvandsanlæg under Anden Verdenskrig kender mange fra historiebøgerne og filmen ”Telemarkens helte”.

Tungtvandsanlægget ligger i Rjukan, som er Unesco-verdensarv på grund af sin fantastisk spændende industrihistorie. Norsk Hydro etablerede Rjukan Salpeterfabrikker i 1911, hvorom hele byen blev bygget. En helt fantastisk virkekraft, hårdt arbejde og utroligt dygtige unge ingeniører kickstartede dette industrieventyr. En formiddag køres bytur gennem Rjukan med besøg på industrimuseet.

Hver aften samles alle, og rejselederen vil fortælle om blandt andet Hardangervidda, det tunge vand, den norske turistforening, Vestfjorddalen og Rjukans historie.