Lyden er som en lille trommesolo, men spillet med næb mod træ. Det er flagspætten, der er på færde, alias Søren Spætte - tegneseriefiguren, der er kommet op i 1970'erne og er kendt for sit irriterende grin og højtgearede tempo.
I den virkelige naturens verden holder flagspætten mest til i skove med mange udgåede træer, hvor den finder sin føde og laver sit redehul. Hvis den smukke fugl med den spraglede fjerdragt i sorte, hvide og røde farver vover sig ind i de danske villahaver, er den lokket af foderbrætter med frø eller udsigten til et måltid bestående af insekter, der holder til i træer, som er gået ud.
Det er her, at spætten bruger sit næb som arbejdsredskab, hvilket er helt særligt for arten. Danmarks Naturfredningsforening har i en artikel talt op, hvor mange gange flagspætten hakker i løbet af et døgn: I alt 15.000 gange. Med 20 hak i sekundet pulveriserer næbbet det trøskede træ og blotlægger insekterne. Det hårde arbejde slider på næbbet, som bliver skiftet ud tre gange om året. Et nyt næb vokser simpelthen ud og erstatter det gamle.
Spætten bruger også sit næb til skaffe sig en bolig. I parringstiden hakker den redehuler ud af træ. Og lyden af hanspættens hakkende kurmageri tiltrækker yngleklare hunspætter.
Når fuglen ikke får hjernerystelse af alt den hakken, skyldes det, at der i dens kranium findes en konstruktion i form af en stødabsorberende mekanisme, hvor hjernen er bundet op med elastiske bånd.
På Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside oplyses det, at stor flagspætte er den mest almindelige danske spætteart. Foruden den farverige fjerdragt har hannen en rød plet i nakken, mens ungfugle har rød isse.
Bestanden af stor flagspætte findes over det meste af Europa og i en stribe gennem Asien til Stillehavet. I Danmark er arten særlig talrig i Jægersborg Dyrehave, Gribskov, Rold Skov og Høstemark Skov.