Flyvende tallerkner på bordet

Grøntsager med sjove former kan fyldes, som de gør det i Provence

Franske farserede grøntsager kan sættes sammen i uendelige variationer efter smag. – Fotos: Susanne Utzon.
Franske farserede grøntsager kan sættes sammen i uendelige variationer efter smag. – Fotos: Susanne Utzon.

På markedet lå der pludselig nogle få stykker af de helt små græskar, der kaldes patisson eller pattypan, grønne og gule. Den slags sætter gang i fantasien, for de har facon som en ufo, og de små flyvende tallerkner kalder på at blive proppet med noget godt.

Men samtidig var der også både babysquash, fine tynde auberginer, små røde løg og søde tomater, så tankerne fløj videre til Frankrig, til Provence og deres lækre ”petits farcis”– farserede minigrøntsager.

De franske farcis er en af den slags retter, der kommer i lige så mange udgaver, som der er kokke. Det er hverdagsmad, man kan få dem overalt i det sydfranske, og oprindeligt var det en slags biksemad. Den franske husmor brugte, hvad hun havde tilovers af kødrester, blandede med andre sager, der var for hånden, og kom det i de spæde, udhulede grøntsager.

Det er en god grundregel at bruge rester af kød til farsen, og har man ingen, kan man altid komme indholdet af en god pølse i, hvis man ikke vælger en vegetarisk udgave. Under alle omstændigheder er det ind i ovnen med dem, og ud kommer en stærkt appetitvækkende sag. I modsætning til de større grøntsager, der er svære at få til at se indbydende ud, når de er farseret, så er de små nuttede, og ja, lige til at spise.

En rå patisson kan med sin skæve form minde om en flyvende tallerken på himlen.
En rå patisson kan med sin skæve form minde om en flyvende tallerken på himlen.

Når man først har fået sådan et billede i hovedet, er det bare at bestemme sig for fyldet. En blanding af hakkede svampe og skalotteløg, stegt i smør fungerer godt med de fleste grøntsager. Ris eller couscous mixet med hvidløg, gedeost, basilikum, persille og andre friske urter er også fint, især med parmesan på toppen.

En squash kan fyldes med daggammelt brød og dens egen indmad, der er stegt med løg og rørt sammen med lidt vineddike og mynte. En rød peber kan få en ansjos sammen med tomat, basilikum og noget hvidløg. Et løg kan blive en lækkerbid med brødkrumme rørt med en æggeblomme og noget parmasan.

Retten kan varieres i det uendelige og lidt afhængigt af, hvilke grøntsager man vil fylde. Den provencalske opskrift her er god, hvis man bruger flere forskellige slags af de små grøntsager sammen.