Vi fik travlt i fredags, da de værste vejrmeldinger tog fart – orkan, sne og stormflod, sådan omtrent. Jeg fløj ud og høstede de sidste æbler i haven.
Kun to sorter var tilbage i æble-espalieret. Den ene Ingrid Marie, som i år ikke giver særlig megen frugt, og den var blevet glemt. Det var sidste udkald for at plukke Ingrid Marie, og æblerne faldt på det nærmeste ned i hånden ved første berøring. Vi plejer at plukke dem tidligere, og de plejer at skulle gemmes nogle uger frem til sidst i oktober. Fra det tidspunkt og hele november er Ingrid Marie en lækkerbidsken som spiseæble. Ingrid Marie kan holde sig flere måneder længere, men kvaliteten er faldende, så spis lystigt nu, mens de er perfekte.
Den anden sort, der hang tilbage på espalieret, var Jonathan-æblet, der skal plukkes meget sent, helst efter midten af oktober, for at få den rette stærke røde farve. Det blev til en kassefuld Jonathan-æbler, der er gode gemmeæbler. Allerbedst er de fra januar til april, vel at mærke hvis de opbevares passende køligt og ikke for tørt. Det sidste er ofte et problem, for hvordan bærer man sig ad i et moderne hus med varme overalt? Det er ganske enkelt:
1. Lad æblerne blive stående udenfor. Sæt dem allerhelst op mod husmuren mod nord, og lav et lille halvtag hen over kasserne, så det ikke regner på dem. Eller sæt dem ind i carporten et sted, hvor solen ikke kan nå dem. Eller sæt dem under et bord på altanen ind mod muren.
2. Hæv æblekasserne 30-50 centimeter fra jorden, så der er god ventilation under kasserne.
Her kan æblerne stå i en god fugtighed og passende kølighed, frem til vinteren melder sin ankomst med virkelige frostgrader. Kommer der enkelte nætter med to-tre graders frost, kan æblerne snildt komme igennem uden skader. Læg eventuelt et tæppe hen over kasserne.
Er der flere æbler tilbage, når vinteren ankommer, skal de stilles indenfor, hvor der kan holdes frostfrit, og hvor der er god ventilation. Et haveskur, hvori der sættes en isoleret kasse til æblerne, kan været fint, blot man husker at give luft til æblerne, straks vejret igen er mildt. En anden mulighed er at lave æblemos af de sidste æbler, sætte mosen i fryseren, så den er klar til vinterens æblekager.
Hele sommeren har jeg holdt øje med de seks frugter på ananaskvæden, et særligt træ, Chaenomeles cathayensis, der tilhører en helt anden slægt end de sædvanlige pære- og æblekvæder med det latinske navn Cydonia oblonga. Det særlige frugttræ fik jeg for mange år siden foræret af plantesamler og planteskoleejer P.C.O. Nørgaard fra Sundby på Mors, der er død for en del år siden. Jeg glæder mig til at lave kvædemarmelade af disse særlige P.C.O.-kvæder og er spændt på, om de virkelig har smag af ananas. Selve frugten har en delikat duft, ikke så tung og aromatisk en duft som æble- og pærekvæder.
Før vinterens komme dækker vi også gulerødderne med visne blade fra årets løvfald. Jeg var heldig i år at få hjælp af Selma på ni år. Hun samlede bladene, der jo var blæst sammen i bunker, og lagde dem ind mellem gulerodsrækkerne som en isolerende dyne på jorden. På den måde beholder vi altid vintergulerødderne i haven, indtil den sidste er spist, måske engang i februar. Det er både nemmere og langt bedre end at forsøge opbevaring i kasser med sand, og hvad man ellers kan foreslå. I jorden holder de sig spændstige, og faktisk bliver de som vin bedre og bedre, som tiden går.