I 1958 var det også på datoen den 12. august, at et nyt hold af spændte børn for første gang skulle prøve kræfter med skolelivet. Kristeligt Dagblad mødte en ny elev, der var et eksempel på, at forventningens glæde nogle gange overgår virkeligheden. Dengang skrev avisens journalist:
”Den første skoledag. Det betyder overskridelse af tærskelen til et nyt livsafsnit og en ny verden. I de københavnske kommuneskoler har man den ordning, at de nye elever i 1.-klasserne møder nogle dage senere end de større, erfarne skolebørn. Men i Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor en anden ordning er gældende, fik mange småfolk i går de spændte forventninger tilfredsstillet, som de har løbet rundt med hele sommeren. Uden for Hummeltofteskolen i Virum traf vi i går en 6-årig dreng, som ikke uden stolthed hjemførte sit første skoleskema i den funklende nye skoletaske. Jo, stolt var han. Men en vis skuffelse kunne registreres i denne bemærkning: ’Jeg lærte jo ikke noget...’”
Cirka 20 år senere, den 21. september 1978, udgav Kristeligt Dagblad en serviceminded artikel, hvor avisen fremhævede forskellige bøger, der i en tid, ”hvor det kan være svært af afsætte tid og kræfter til samvær med børnene”, kunne inspirere forældre til gode samtaler med deres fem-syvårige. En af anbefalingerne var til en bog om, hvordan man kan håndtere den skuffelse, ens barn kan opleve efter den første skoledag. Måske rådet stadig er brugbart i dag. Her anbefalede journalisten bogen ”Mathildes første skoledag” af komponisten Povl Kjøller, som også var kendt fra børne-tv:
”I forvejen er børns forventninger til den første skoledag jo spændt til bristepunktet. Jeg synes, Povl Kjøller styrer uden om diverse faldgruber. ’Mathildes første skoledag’ vil være en god hjælp, netop fordi her ikke loves noget, som de allerfleste skoler ikke vil kunne leve op til. Da Mathilde udtrykker sin skuffelse over ikke at ’lære noget’ den første skoledag og ikke at få tasken fuld af bøger – en skuffelse, som vist alle forældre kender – svarer Mathildes mor så rigtigt, at der jo kommer ’alle de andre mange dage’.”
Første skoledag betyder også en tilbagevenden for landets lærere til klasseværelserne. I en kronik den 20. august 1949 skrev adjunkt Helge Wohlfahrt Andersen om den misundelse, som lærere også dengang mødte for deres lange sommerferier:
”’Ja, man skulle have været skolelærer’, det er en ytring, man kommer ud for gang på gang, når man møder gamle venner eller kendinge i ferierne. Og hvorfor nægte, at også lærerne nyder de lange ferier; jeg har i alt fald aldrig haft vanskelighed med at få dem til at gå eller nået at kede mig – kender i øvrigt ikke heller personligt andre, der gør det. Det er ikke billigt at feriere, hvad enten man vil ud at se sig om, eller man hygger sig hjemme, og jeg kunne komme med økonomiske betragtninger gående ud på, at feriernes længde er omvendt proportional med lærerlønningernes størrelse, men jeg gør det ikke, thi dette skulle gerne være en optimistisk feriekronik. ’Ja, man skulle være skolelærer’ – vist så, selvom jeg tror, at de folk, der valgte jobbet på grund af de lange ferier, ville være ilde farne. Man må kunne lide det også uden for fridagene, og det kan vi også.”