Prøv avisen

Forårsfuglenes uredelighed

Stæren lægger i øjeblikket sine karakteristiske turkise æg. Foto: .

Utroskab og skøgeunger er helt normalt blandt fugle. Og op mod en tredjedel af stærens æg er lagt i reden af andre stæremødre

Der er bogstaveligt talt travlhed i luften for tiden, hvor forårets fugle forbereder sig til yngletiden. Og de første fugle er allerede godt i gang med at lægge æg.

LÆS OGSÅ: Hugorme hører sammen med solskin

Det gælder blandt andet stæren, der i øjeblikket lægger sine karakteristiske turkise æg. Men hvis man pludselig ser et turkist æg, der ligger på græsplænen derhjemme, skyldes det sandsynligvis et fænomen, der kan sige en hel del om stærenes rodede familieforhold, fortæller Jens Kofoed, der er naturvejleder ved NaturBornholm:

Før i tiden troede man, at de efterladte æg skyldtes, at stæremoderen ikke kunne nå at lægge sit æg i reden og derfor fødte i luften. Men efter at man har studeret stæren, ved man bedre.

Stæremødrene lægger et æg om dagen, indtil de har nok til at ruge dem, og det betyder, at stæremødrene de første dage efterlader rederne med æg i for at finde føde i starten. Og det viser sig, at andre stæremødre benytter lejligheden til at lægge deres eget æg i reden og vælte et af de andre ud, så det er faktisk baggrunden for, at der pludselig ligger en del turkise æg rundt omkring, siger Jens Kofoed og tilføjer, at dna-test har vist, at op mod en tredjedel af de stæreæg, der bliver ruget ud, faktisk stammer fra andre fugle. Og fænomenet er helt normalt blandt andre fuglearter, fortæller han:

Ænder gør for eksempel det samme, og vi ser jævnligt, at en gråand lægger sit æg i en troldands rede og omvendt.

Stæren har dog andre egenskaber. For selvom man siger, at hver fugl synger med sit næb, kan stæren også lyde som andre, fortæller han.

Forleden havde vi besøg af en strandskade i vores have, og siden er stæren begyndt at synge som den, så det forvirrede mig lidt.