Endelig er vinteren officielt slut – og det må betyde lige så meget dag som nat. Den forestilling har mange nok om forårsjævndøgn, der falder i dag og markerer, at vi går mod lysere tider, varme og sommer.
Det sidste er helt korrekt, og især efter en lang, mørk og grå vinter efterfulgt af corona og et nedlukket samfund er der behov for lysets håb, blå himmel og frisk luft.
Til gengæld passer det ikke, at dag og nat i dag er lige lange. Fænomenet indtraf faktisk allerede for et par dage siden, hvor døgnet var tættest på at være delt lige med 12 timers nat og 12 timers dag. Når vi alligevel vælger den 20. marts som forårsjævndøgn, skyldes det tidspunktet, hvor Solen står op astronomisk set, og altså ikke ud fra, hvordan vi oplever, at Solen står op lige under horisonten. Det betyder, at Solen kan ses cirka fire minutter længere både før solopgang og efter solnedgang på vores breddegrader.
Forårsjævndøgn er altså, når Solen står præcis lodret over Jordens ækvator. Det skete i nat klokken 04.49 dansk tid. Foråret er dermed astronomisk set varslet, og årstiden varer frem til sommersolhverv den 20. juni klokken 23.43, som igen strækker sig frem til efterårsjævndøgn, der efterfølges af vintersolhverv. Og sådan opdeles de fire solhverv igen og igen. Forårsjævndøgn er historisk set også blevet markeret som en årstidsfest flere steder, også i nogle danske kirker. Påsken er også indrettet efter jævndøgnet. Den falder første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Forårsjævndøgn er desuden interessant, fordi det kalendermæssigt ligger tæt op ad Mariæ bebudelsesdag den 25. marts, hvor Kristus begynder sit liv i Maria.
Den spæde livsbegyndelse knyttes altså sammen med forårsjævndøgn, hvor vi går mod lysere tider, og det er der i den grad behov for.