Forsinkede brude straffes

Middelalderkirken Holy Cross i landsbyen Bearsted i engelske Kent har indført et gebyr på 100 pund, omkring 850 kroner, hvis bruden kommer mere end 10 minutter for sent til brylluppets start.
Middelalderkirken Holy Cross i landsbyen Bearsted i engelske Kent har indført et gebyr på 100 pund, omkring 850 kroner, hvis bruden kommer mere end 10 minutter for sent til brylluppets start. Foto: Love Strandell/Folio/ritzau.

Middelalderkirken Holy Cross i landsbyen Bearsted i engelske Kent er for mange den perfekte ramme om det romantiske kirkebryllup. Men alt for mange gange har præsten John Corbyn oplevet, at alle var på plads i kirken til tiden – lige bortset fra bruden.

Han har derfor indført et depositum på 100 pund – omkring 850 kroner. Hvis bruden ikke er kommet, så vielsen kan begynde inden for 10 minutter af den planlagte start, så mister brudeparret deres depositum, og pengene går i stedet til organist, kirketjener, kor og klokkeren som kompensation for deres tid.

”Hvis vi begynder 20 minutter for sent, så er der allerede gået halvdelen af den tid, der er afsat til ceremonien,” fortæller han til det lokale medie Kent Online.

Han fik inspirationen under et besøg i Uganda, hvor han besøgte Namirembe-domkirken i Kampala. Her gennemfører de bryllupper hver time, og kirken havde derfor også et økonomisk incitament til at få brudeparrene til at komme til tiden.

Depositummet på de 100 pund er nu indført i såvel Holy Cross (Hellig Kors Kirken) og St. Mary’s (Mariakirken) i nabolandsbyen Turnham, hvor John Corbyn også er præst, og det har virket. Det sker kun en eller to gange om året, at brudeparret mister depositummet.

”Tidligere var vi nogle gange ude for, at folk end ikke undskyldte deres forsinkelse,” siger John Corbyn med henvisning til den udbredte misforståelse, som også findes i romantiske film, at det nærmest er en tradition, at bruden er forsinket.

I Church of England koster et kirkebryllup omkring 4000 kroner for medlemmer af menigheden og 5000 kroner for andre. Hertil kommer udgifter, hvis der er særlige ønsker til udsmykning og musik.